Arkiv for september 2009

Il Dona – Københavns nye grøntsagsmekka

mandag, 28. september 2009

Dette blogindlæg indeholder ingen opskrifter, men er til gengæld proppet med grøn inspiration og italiensk madkærlighed.

Fredag aften var jeg ude at spise med min kæreste for første gang i et godt stykke tid i anledningen af hans fødselsdag. Vi valgte Magstrædes nyeste italienske restaurant Il Dona efter at have læst interessante omtaler af den på politiken.dk såvel som spiseliv.dk og berlingske.dk. Il Dona er Fabio Donadonis, den tidligere køkkenchef på Era Ora, helt eget projekt, som han har startet sammen med forretningsmanden Klaus Bang. De har en vision om at kommunikere velsmag og dens betydning for lysten til og glæden ved at spise sund mad. I begges øjne er mad kommunikation.

Hos Il Dona er italienske årtidsbestemte grøntsagsretter i fokus. Man kan vælge en ren vegetarmenu, men fisk figurerer på kortet som en del af antipasti, og der er også en hovedret med kød. Enkelthed og velsmag går hånd i hånd som røde tråde gennem Il Dona’s menu.

Man har valget mellem en kort eller en lang menu (5 eller 7 retter). Dertil kan man vælge en vinmenu, som er valgt til menuen af sommelieren, men man kan også selv vælge fra vinkortet.

Vi tog den lange menu og den dertilhørende vinmenu, som først blev indledt af en lille appetizer (stuzzichini), dernæst fik vi 4 forskellige små forretter (antipasti), som blev efterfulgt af 2 pastaretter (primi piatti), en hovedret (secondo piatto), grønt (verdure), ost (formaggio) og dessert (dolci).

Vi fik Chardonnay til antipasti, Barberra til de to primi piatti, Barolo til secondo piatto, Ripasso til formaggio, og en Moscato til dolci.

Hvis man vælger den korte menu, går man glip af antipasti og skal vælge mellem ost eller dessert. Vi var glade for valget af den lange menu, da de 4 antipasti var særdeles gode. Vi fik blandt andet dybstegte blomkål med rødbedesalat, som ses her på billedet:

P1010265

De to primi piatti var velsmagende, enkelte og comfort-agtige, som gode italienske pastaretter skal være. Den ene med karljohaner og persille, den anden med broccoli og chili. Hovedretten var ligeledes proppet med velsmag og umani i form af en lammekrone med puré af knoldselleri og lækre skalotter til.

På Il Dona’s ellers så italienske menu bemærkede vi også nordiske madtraditioner. Den lille grøntsagsret, vi fik efter hovedretten, bestod af en rødkålssalat med pære. Og der blev serveret ristet rugbrød til osten. Det er et godt tegn på, at der også er plads til at gå lidt andre veje end kun den direkte italienske – hvilket jeg var helt vild med.

Ostene kom nu direkte fra Italien. En frisk ged, en toma og en gorgonzola. Jeg har aldrig smagt en bedre udgave af sidstnævnte.

Desserten var en panna cotta drysset med sprød crunch og små stykker af ananas. Panna cottaen var helt anderledes end den version, jeg laver (som er den lyse af slagsen, som kan vendes ud af formen pga. mængden af husblas); den var lysebrun og karamelagtig, som skyldes, at der var brugt brun farin i stedet for almindeligt sukker. Fløden var reduceret en del mere end min version og ligeledes husblasen. Panna cottaen blev sprøjtet ud i bunden af tallerkenen og pyntet ovenpå. Mit nye søde projekt er at genskabe denne dessert hjemme hos mig selv.

Vi sluttede aftenen af med en espresso og en snak med den madinteresserede Klaus Bang, hvis vision og madglæde vi gav ham medhold i.

Æblegrød af æbler fra haven!

tirsdag, 22. september 2009

P1010227

At kunne lave æblegrød af modne æbler fra haven er et af de klare tegn på efterårets komme. Det har jeg lavet i dag! Min æblegrød er med masser af vanille og citron og – tro det eller ej – knapt så meget sukker. Grøden er i sig selv en lækker morgenmad – evt toppet mælk eller græsk yoghurt. Men hvis den skal bruges til dessert, skal der kaldes på piskefløden.

Man kan også bruge æblegrød til at lave æbleflødeis ved at blande den med en crème anglaise (base til vanilleis) og fryse den på en ismaskine (eller blande den med en parfaitbase og fryse den i en skål i fryseren, hvor man rører jævntligt i cremen). Endvidere kan man lægge grøden i et ildfast fad og putte en crème frangipane (fransk mandelcreme) over, som så skal bages i ovnen ved 180 grader, indtil cremen er sprød og flot gylden. Hertil kan (læs: skal!) man servere vanilleis, crème fraiche eller piskefløde.

Det korte og det lange er, at et hav af dessert- og bagekombinationer er mulige, når man har lavet æblegrød!

Opskriften er:

700 g æbler, skrællet og skåret i mindre stykker

saft af 1/2 citron

1/2 dl vand

1/2 vanillestang

50 g sukker

Kom æblerne i en gryde og kog sammen med citron, vand, sukker og vanillestangen – skrab kornene fri – til en lækker grød!

Mazarinkage med nektariner

lørdag, 19. september 2009

P1010207

Når jeg har marcipan til overs fra andre bageeventyr, bruger jeg ofte resten til en mazarinkage. Det gjorde jeg også denne gang, hvor det imidlertid blev til en nektarinvariant (inspireret af Miras nektarinkage. Normal bager jeg mazarinkage au naturel og overtrækker den med smeltet mørk chokolade med lidt smør i. Mazarin og chokolade hitter sammen. Men nu kan jeg også konstatere, at mazarin og nektarin hitter sammen.

Her er opskriften:

200 g marcipan, revet

200 g sukker

200 g smør, blødt

2 dl æg

50 g mel

40 g mandler, hakket

1-2 spsk amaretto

3 nektariner

1 1/2 spsk sukker

Forvarm ovnen til 180 grader. Pisk marcipan og sukker godt sammen og tilsæt smør lidt ad gangen under stadig piskning. Pisk derefter æggene i lidt ad gangen. Vend til sidst mel og mandler i og smag til med amaretto. Hæld dejen i en rund form (ca. 23 cm i diameter) foret med bagepapir. Skær nektarinerne i tynde både og stik dem ned i dejen. Drys til sidst med sukker og bag i ovnen i ca. 35 min.

Server gerne med crème fraiche 38%

Bananmuffins med chokolade og valnødder

tirsdag, 15. september 2009

P1010181

Jeg spiser bananer hver dag, fordi jeg elsker dem. Da jeg var yngre elskede jeg kun umodne bananer, men nu spiser jeg dem umodne såvel som modne. Har jeg mon fået en sødere tand ? Nuvel, når bananerne bliver overmodne bager jeg tit banankage. I dag blev det til muffins, da jeg gerne vil vise de fine lyserøde papirsforme, jeg fik af nogle veninder for et lille stykke tid siden.

Opskriften her tager som min yndlings æblekage udgangspunkt i en pund-til-pund-og-otte-æg-dej. Jeg har blot tilføjet lidt bagepulver (for at gøre muffins’ne en tand mere luftige), mosede bananer, hakket chokolade og valnødder.

125 g blødt smør
125 g sukker
2 æg
125 g mel
1 tsk bagepulver
2 modne bananer, mosede
75 g mørk chokolade, hakket
75 g valnødder, hakket

Forvarm ovnen til 180 grader. Pisk smør og sukker godt sammen og tilsæt æggene ét ad gangen. Vend mel i og til sidst bananer, chokolade og valnødder. Fordel dejen i papirsformene og bag i ca. 20 min.

Værsgo and go bananas

Mousse au chocolat

torsdag, 10. september 2009

P1010154

I aftes lavede jeg en ret dejlig chokolademousse. Jeg havde desværre ikke kamera ved hånden i aftes, så i dag udgør opskriften billedet! :)

Lav moussen! Den vil uden tvivl blive weekendens store hit!

Ps. For at give et crunchy modspil til den bløde, cremede mousse lavede jeg karamelliserede græskarkerner og dryssede på toppen. Nam!

Pps. Faktisk puttede jeg kun 135 g chokolade i moussen, men jeg er 99% sikker på, at de 30 g ekstra jeg har tilføjet opskriften ikke gør noget :)

Brownies med et twist!

onsdag, 9. september 2009

blondie

Zebrastribet brownie/blondie/candybar-kage! Det lyder som mad man ellers kun får i himlen!

Således skrev min søde veninde Signe, efter jeg havde postet dette billede på Facebook for et års tid siden. Det var og er den ideelle beskrivelse af min eksperimenterende brownie, som består af både brownie- og blondiedej og en masse stykker af Snickers! Det_er_en ret guddommelig kombination..

Ideen til denne brownie kom sig af, at jeg havde købt den amerikanske kogebog Chocolate Chocolate af Lisa Yockelson, som i øvrigt kan anbefales til alle chokoladefans. Allerede ved første kig i bogen stod det klart for mig, at bagejournalisten (ja! det er hun) Lisa havde en ustyrlig trang til at putte købt fugde, cookies og diverse candy bars i sine kager. Eksempler herpå er: Milky Way, Oreo, Reese’s Milk Chocolate Peanut Butter Cups Miniatures, og Snickers. Sidstnævnte fik jeg en trang til at afprøve i mine brownies. Og så kom det sidste lille twist idet, jeg lavede halvdelen af dejen til en blondie.

Til den zebrastribede brownie delte jeg min normale opskrift på brownies i to (uden valnødder !!), inden jeg normalt ville have vendt 200g smeltet mørk chokolade i. I stedet vendte jeg 100 g smeltet mørk chokolade i den ene portion og 100 g smeltet hvid chokolade i den anden. De to færdige portioner dej hældte jeg på skift ned i bageformen. For at sikre det stribede look tog jeg en strikkepind og blandede dejene let rundt. Endeligt proppede jeg stykker af Snickers ned i dejen. De havde forinden været en tur i fryseren for, at deres form så vidt muligt ville bevares under bagningen.

Opskriften på mine normale brownies er her:

200 g smør
200 g mørk chokolade
125 g mel
3 æg
265 g sukker
½ vaniljestang
½ tsk. salt
(135 g valnødder – hakket)
Form: 20 cm x 30 cm  -½ bradepande

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt smørret. Smelt derefter chokolade over et vandbad. Pisk
mel, æg, sukker, vanilje og salt til luftig konsistens, og rør langsomt smør i under omrøring.
Vend chokoladen forsigtigt i, til den er jævnt fordelt.
(Vend tilsidst de hakkede valnødder i dejen). Fordel dejen i bageformen, som er foret med bagepapir.
Bag i ca. 20-23 min.

NB! Husk at brownies skal bages dagen før!! :)

Her et billede af de normale :

En rigtig lille financier!

mandag, 7. september 2009

CIMG2118

Financier-fortællingen fortsætter lidt endnu med dette billede fra sommeren 2006 i Skagen. Billedet viser en financier bagt i en “ægte” financierform, som (i hvert fald) kan købes i Kunst og Køkkentøj i København K. Financierformene er et  vældigt godt supplement til køkkengrejet og kan med fordel også bruges til at bage brød i!

En financier

torsdag, 3. september 2009

P1010114

Hvad der skulle have været mindst et dusin små søde financiers blev i stedet til én stor – og med chokolade på. Dels fordi jeg havde lyst, dels fordi jeg bagte i min kærestes køkken uden at have medbragt mine små rektangulære forme.

En financier er en klassisk lille fransk kage, som består af mandelmel, æggehvider, brunet smør (beurre noisette), sukker og lidt mel. Den har længe været en af mine foretrukne franske kager af flere årsager:

1) dens delikate smag af mandler

2) dens saftige konsistens

3) dens evne til at indgå i mange mange forskellige dessert-kombinationer og -variationer.

4) dens store behov for æggehvider, som jeg altid har til overs efter at have lavet is.

Jeg smutter ikke mandlerne, inden de blendes til mandelmel. Til gengæld rister jeg dem i ovnen. Mit fravalg og tilvalg er for at fremhæve mandelsmagen. Derudover har jeg også tilført honning (inspireret af Paul Cunninghams gode gode opskrift!)

Her er opskriften:

100 g mandler, ristede i ovnen ved 150 grader til gyldne.

75 g sukker

2 æggehvider

35 g honning

15 g mel

70 g smør, smeltet og brunet til “beurre noisette”

Forvarm ovnen til 180 grader. Blend mandlerne fint. Lun mandler, sukker og hvider i en skål over et bain-marie. Tag skålen af varmen og vend honning, mel og smør i. Fordel i små financierforme og bag i 7-10 minutter indtil gyldne. Eller som på billedet i et større fad foret med bagepapir i ca. 20-25 minutter.

Server gerne en kugle vanilleis og lidt bær til. Eller som vi gjorde i aftes, lidt hjemmelavet rabarberkompot fra fryserens gode gemmer :)

Æble og kanel..

tirsdag, 1. september 2009

applecin

Den danske æblesæson er i efteråret, hvorfor man som hovedregel burde lave al sin æblemad dér. Jeg elsker imidlertid æbler i bagværk og is så meget, at jeg snyder og leger æblesæson hele året. Men jeg har altid in mente, at efteråret udgør den bedste legeplads! Og det er jo den 1. september i dag..

Min yndlings æblekage er egentlig bare en pund-til-pund-og-otte-æg-kage med æbler, kanel og sukker i midten. I mine øjne må man ikke undervurdere, hvor meget  æblet og kanelen komplimenterer hinanden. Det gør de især i denne kage og udløser altid en comfort-agtigt fornemmelse hos mig, når jeg spiser den. Lun med creme fraiche (den fuldfede) til! Sådan serverer jeg den altid, præcis som min mor gør og som min mormor gjorde.

Min mor bager den i en stor springform, men jeg har halveret opskriften og i stedet bagt dem som fire små kager.

Og endelig opskriften:
125 g blødt smør
125 g sukker
2 æg
125 g mel
Fyld:
1 stort æble, skåret i tynde skiver
4 spsk sukker blandet med kanel

 

Forvarm ovnen til 180 grader. Pisk smør og sukker godt sammen og tilsæt æggene ét ad gangen. Vend til sidst mel i. Smør 4 små forme og fordel halvdelen af dejen deri. Drys med kanelsukker, læg et lag æbler ovenpå og drys igen med kanelsukker. Fordel resten af dejen på toppen og bag i omkring 25-30 minutter.

God fornøjelse.. og husk den fuldfede!