I går spiste jeg frokost i CBS’ kantine med min tvillingebror. Efter vi begge er kommet hjem fra udveksling, har vi kun set hinanden tre gange, så der er stadig en masse at indhente, føler vi. Over salatskålen fik vi derfor snakket om løst og fast, men før jeg vidste af det, havde samtalen lige så roligt sneget sig ind på de søde sager og mange lækre kager, jeg har nydt den seneste tid i København. Min bror ytrede en vis bekymring (“pas nu på, at du ikke bliver tynd-fed”, sagde han med et glimt i øjet), og jeg følte mig en smule nødsaget til at fortælle ham, at mit “forbrug” af søde sager vist ikke er større end så mange andres, og at jeg langt fra spiser kager hver dag. Dog sætter jeg med glæde tænderne i et stykke Valrhona dagligt (i skrivende stund spiser jeg et stykke af Gran Couva’en) – det er sundt og yderst godt for krop og sjæl 🙂
I dag var jeg forbi hyggelige Wulff + Konstali på Islands Brygge for at købe en rugbrødsbolle og – måske lidt demonstrativt – en blåbærmuffin! Jeg er normalt ikke den store muffin-elsker og har vist aldrig købt en før i mit liv. Men i dag havde jeg lyst. Den smagte dejligt af blåbær og vanille og var lækkert sprød og svampet, så jeg blev glad. Da jeg havde spist den, gik jeg hele vejen hjem fra Bryggen til Nørrebro. Det var en dejlig gåtur.
Når det så er sagt, er kager for mig selvforkælelse og livsnydelse, og de har intet som helst med dårlig samvittighed at gøre. Det handler bare om en livsnydende balance 🙂
Louise skriver
Kære Anne – du har fuldkommen ret: Søde sager kan man aldrig få for mange af. De forsøder livet generelt og ikke mindst alle de helt almindelige (og måske lidt grå) dage. Og så er din blog bare altid fantastisk inspiration til at udforske nye sødheder ude i byen (eller verden!) eller hjemme i sit eget køkken!
/Louise
Anne au Chocolat skriver
Tak for dine ord kære Louise! Dejligt at vide, at vi har den samme indstilling til søde sager 🙂
Kh A
M skriver
Hej Anne.
Læks blog.
Til Lagkagehusets forsvar, vil jeg lige sige, at både muffin og rugboller er fra Lagkagehusets bageri 🙂
Vh M
Anne au Chocolat skriver
Hej M
Det er nemlig rigtig! 🙂