Så blev det endelig den 1. december, og vi kan for alvorlig tage hul på alle de hyggelige og velsmagende julerier med vores venner og familie i løbet af årets sidste måned. Jeg glæder mig som et lille barn.
På denne allerførste december dag begynder min julekalender, hvor jeg hver dag frem til juleaften serverer en ny sød opskrift for jer, og i dag byder jeg på disse toplækre havregrynskugler med lidt aromatisk voksensmag i form af friskbrygget kaffe. De er stjernesimple at lave men til gengæld meget svære at holde nallerne fra. Så det kan sagtens tænkes, at de må laves igen i løbet af julemåneden.
Havregrynskugler med kaffe
25 stk
90 g finvalsede havregryn
40 g kokosmel
55 g sukker
2 spsk god kakaopulver
2 spsk friskbrygget kaffe
110 g smør, blødt
Til at trille havregrynskuglerne i:
50 g kokosmel
Rør alle ingredienser sammen til en ensartet masse i en skål. Rul dem til 25 kugler og tril dem i kokos. Opbevar dem på køl indtil servering.
Skriv et svar