Når de danske sødmefulde, saftige jordbær er i sæson, spiser vi dem i kæmpe mængder herhjemme. Til alles store glæde! De skal også altid bruges i en tærte eller kage, og denne gang har jeg kreeret en stjernesimpel og vanvittigt velsmagende jordbærkage med en konfektagtig mandelbund uden sidestykke, vaniljesødt flødeskum og modne jordbær. Ikke så mange dikkedarer – bare ren sommerlykke ♥
Jordbærkage
6-8 personer
Kagebund:
100 g smør
120 g sukker
2 æg, delt i æggehvider og -blommer
75 g mandelmel
25 g mel
1 nip salt
Bageform:
Springform 18 cm (reklamelink)
Vaniljeflødeskum:
1 dl piskefløde
10 g flormelis
1/2 vaniljestang, korn af
Friske jordbær
Kagebund:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Smelt smørret i en gryde og lad det køle af. Pisk æggehvider stive i en skål. Stil til side. Pisk æggeblommer med sukker og vend derefter mandelmel i. Tilsæt det smeltede smør lidt ad gangen og rør godt rundt undervejs. Vend mel og salt i. Vend tilsidst forsigtigt æggehviderne i. Hæld dejen i en 18 cm smurt springform beklædt med bagepapir. Bag kagebunden i ovnen i 20-25 minutter. Køl den helt af.
Vaniljeflødeskum:
Pisk fløde, flormelis og vaniljekorn sammen til en let skum og fordel på kagen. Pynt med jordbær.
God fornøjelse!
Mette Bjerregaard skriver
Ville man kunne tilføje rabarber stykker i dejen tror du?
Jeg skal bage en luftig bund med rabarber og ønsker at pynte den med jordbær.
Stine skriver
Hej.
Ville man kunne bage kagenbunden dagen før?
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Ja det tror jeg sagtens! Glæder mig til at høre om det 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Stine
Sagtens ja 🙂
Emma skriver
Hej 🙂
Kan man erstatte mandelmel med noget andet?
Anne au Chocolat skriver
Kære Emma
Ja evt. bare mere mel, men så bliver den ikke lige så saftig!
Kh Anne
Ditte skriver
Hej Anne
Kan man lave den på ren mandelmel? Min svigermor er glutenallergiker, og jeg leder efter kage til hende 😊
Hilsen Ditte
Anne au Chocolat skriver
Kære Ditte,
Ja gør det 🙂