Jeg burde egentlig ligge i min seng nu, men kan ikke falde til ro grundet den nuværende situation med coronavirus og nedlukning af skoler, daginstitutioner mfl. den kommende tid. Jeg er sindssygt stolt af, hvordan vores statsminister, regeringen og Sundhedsstyrelsen håndterer situationen og dens alvor så flot. Nu må vi passe ekstra godt på hinanden i tiden der kommer og bruge de ekstra mange timer hjemme med børnene og vores familier på hyggelige ting, hvis man altså har mulighed for at få helt fri den næste tid eller arbejde forskudt for at få det til at gå op med børnepasningen. Jeg tænker naturligvis også på kagehygge, og derfor skynder jeg mig at dele denne her lækre sag med jer, som blev noget så populær på instagram i går.
Kagen er lavet af flere af de sommersøde danske jordbær fra fryseren og byder på den reneste smag af jordbær med fløde i luftig mousseform, silkeblød mælkechokolade ganache og en dejlig saftig og aromatisk mandelbund.
Jordbærmoussekage med mælkechokoladeganache og mandelbund
10 personer
Mandelbund:
100 g mandler
50 g havrekiks
75 g sukker
2 æggehvider
1/2 tsk bagepulver
1 nip salt
30 g smør, smeltet og afkølet
Mælkechokoladeganache:
100 g mælkechokolade
10 g glukosesirup
50 ml piskefløde
Jordbærmousse:
225 g jordbær, skåret i kvarte
80 g sukker
1,5 husblas
2 dl piskefløde
Valgfri pynt ♥
Mandelbund:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Blend mandlerne til mandelmel i en minihakker. Hæld mandelmelet i en skål. Kom havrekiks i minihakkeren og blend dem helt fint. Tilsæt dem til mandelmelet i skålen. Rør derefter sukker, bagepulver og salt i. Vend æggehvider i og tilsidst det smeltede smør. Hæld dejen i en smurt springform (18 cm) beklædt med bagepapir og bag i 25 minutter, til den er fin gylden. Køl helt af i formen.
Mælkechokoladeganache:
Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Varm glukosesirup og fløde op til kogepunktet i en gryde, og hæld det over chokoladen. Lad det stå i 2 minutter, og rør da godt rundt i cirkelbevægelser fra midten til, al chokoladen er smeltet ensartet sammen med flødemassen. Hæld ganachen på mandelbunden (kom hellere end gerne kageplast rundt i kanten af springformen, inden du fordeler ganachen på bunden). Stil kagen på køl, mens du forbereder jordbærmoussen.
Jordbærmousse:
Kom jordbær og sukker i en gryde og bring i kog. Lad jordbærrene småsimre i 5 minutter. Udblød i mellemtiden husblas i koldt vand. Hæld jordbærrene i en sigte over en skål og si saften fra. Vrid husblas fri for vand, og rør den straks ud i den varme jordbærsaft. Lad saften køle af til håndvarm. I mellemtiden, pisk fløden til en let flødeskum. Vend nænsomt flødeskum i jordbærsaften ad 3 omgange. Fordel jordbærmoussen på mælkechokoladeganachen. Hvis du bruger kageplast, skal kagen en tur i fryseren natten over for det fineste (skarpeste) resultat. Ellers kan kagen blot stilles i køleskabet til næste dag (minimum en håndfuld timer).
Inden servering:
Tag kagen ud af springformen, fjern kageplast og placer kagen på et serveringsfad. Stil kagen i køleskabet, og lad kagen tø langsomt op i ca. 4 timer. Hvis den har været på køl uden kageplast, skæres den forsigtigt fri langs kanten af springformen og kan pyntes med det samme.
Julie skriver
Skal æggehviderne piskes stive? Inden de vendes i? (Mandelbunden)
Anne au Chocolat skriver
Kære Julie,
Nej de skal blot vendes i 🙂
Signe Lykke PEdersen skriver
Har kun en springform på 25 cm skal jeg så lave 1,5 portion?
Camilla skriver
Hej Anne,
Kan man anvende frosne jordbær til jordbærmoussen?
Anne au Chocolat skriver
Kære Camilla,
Ja det kan du tro! Det gjorde jeg også 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Signe,
Jeg ville gange med 2, som jeg også har skrevet til dig på facebook 🙂
Kh Anne
Helle skriver
Hej Anne.
Når du hakker mandlerne, er de så smuttede?
Hilsen Helle
Anne au Chocolat skriver
Kære Helle,
Nej jeg lader skallen blive på 🙂
Kh Anne
Elisa skriver
Hejsa,
Husblassen er det håndkøb fra supermarked eller er det størrelsen større som de profesionelle bruger?
Mvh Elisa
Anne au Chocolat skriver
Kære Elisa,
Det er de normale fra supermarkedet 🙂
Venligst
Anne
Güler Gültekin skriver
Kan den laves og lade stå i fryseren i flere dage?
Anne au Chocolat skriver
Kære Güler,
Ja det kan den:)
Natasja skriver
Hej Anne!
Hvordan får du overfladen på din mousse så glat? Jeg bruger altid en dejskraber, men synes altid min har sådan nogle “streger” af dejskraberen efterfølgende når den er stivnet…
Glæder mig til at smage kagen i morgen!
Anne au Chocolat skriver
Kære Natasja,
Jeg banker forsigtigt formen ned i bordet, så overfladen bliver mere jævn.
Kh Anne
Marianne Larsen skriver
Kan man udskifte jordbær med rabarber?
Anne au Chocolat skriver
Kære Marianne,
Ja det tænker jeg sagtens!
Lærke skriver
Hej Anne
Kan man bruge mørk chokolade i stedet? Og skal jeg så ændre noget i opskriften?
Hilsen Lærke
Anne au Chocolat skriver
Kære Lærke,
Det kan du sagtens. Så skal du bare bruge 100 g piskefløde til ganachen i stedet for 50 g. Ellers er opskriften den samme:)
Mette skriver
Hej Anne.
Hvis man skulle lave den som små kager, hvor længe ville du give bunden i ovnen?
Vh Mette
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Så ville jeg nok give den ca. 15-20 minutter og holde øje undervejs i bagningen 🙂
Kh Anne
Louise Ravn skriver
Jeg bagte kagen her i går, stillede den natten over i fryseren og lod den tø på køl i dag (6 timer). Da jeg skar kagen ud, så gled toppen (moussen) af chokoladen ved servering. Hvad gjorde jeg galt, siden den ikke blev siddende? Skulle den have tøet mindre eller skulle der mere husblas i? Jeg havde fordoblet portionen, så det passede til en Ø25 form
Caroline skriver
Hey hvor maget vand skal man bruge når man laver det der jordbær saft?
Laura skriver
Hi Anne, I love your recipes. I have just made the Haselnuts cake with chocolate mousse Yesterday. It was too sweet for my taste, even though I had cut the sugar half. Now I am thinking to try this recipe, but can I change the almonds to haselnuts? And if I skip glucose syrup will it change the consistently? Lastly, can I use dark chocolate instead? Many thanks. I have also tried all your banana cake recipes! They are heaven! Laura
Johanna skriver
Kan man lave den med hindbær i stedet for jordbær?
Anne au Chocolat skriver
Ja det kan du 🙂