Som jeg har fortalt før, har Emily og jeg lavet en kageklub sammen, som går ud på, at vi sætter hinanden stævne et nyt kagested hver gang og mødes til hyggelig venindetid med søde og livsnydende smagsoplevelser. Det er et koncept, som rammer plet i hjertet og varmt kan anbefales!
I onsdags besøgte vi konditoriet CAKENHAGEN i Tivoli, som i de fineste rammer byder på velsmagende og forførende smukke kager lavet af dygtige Torben Bang, som er Cakenhagens chocolatier og konditor.
Vi fik lov til at smage et bredt udvalg af kagerne og var pænt pjattede med dem alle sammen. Jeg var særligt glad for endelig at sætte tænderne i en Tivolikage. Mit livs første Tivolikage. Jeg elsker flødeskumskager, og denne her levede op til alle mine forventninger. En smørsprød mørdejsbund med perfekt pisket flødeskum, krydret æblekompot, fnuglet marengs dyppet i silkeblød romcreme og med en fin spiral af ribsgelé. Haps siger jeg bare <3
Jeg har lovet Christian at tage ham med på Cakenhagen næste gang og tænker, at vi skal prøve denne Kage-ekstravaganza med al den kage, hjertet begærer.
Billedet her af en meget kageglad og begejstret Emily er gemt fra min insta story<3
Skriv et svar