I skrivende stund er kl.7.15, og det er bælgragende mørkt udenfor. Kun det fine virvar af hvide snefnug kan anes i gadelampens skær uden for mit vindue. Jeg er så småt kommet i julestemning, og der er for mig noget julet over dette indlæg, skønt det ikke indholder særligt juleagtige råvarer. Jo safran er vel en julevare, men jeg har lavet sprøde safranmandler til jer på bloggen i dag og ikke saftige rosinfyldte luciabrød, som vist er mere julet.
For et par måneder siden forærede den søde Marie fra Cocina Fragrante mig et par poser fyldt med frosne sensommerbær fra haven. Nogle af ribsene syltede jeg og serverede dem i Go’ Morgen Danmark sammen med flødeskum til min chokoladeballade. Det var et hit.
De syrligt søde og genialt smukke knaldrøde ribs udgør også en fin dessert – eller morgenmad – sammen med skyr og de sprøde honningsmagfulde safranmandler. Det har jeg i hvert fald konkluderet 🙂
Til 2 små glas syltede ribs brugte jeg:
200 g ribs, frosne fra haven
150 g sukker
Kom ribs i en gryde med sukker og giv den røde herlighed i forsigtigt opkog, indtil sukkeret er opløst. Hæld de syrligt søde ribs på skoldede glas og luk dem til, mens ribsene endnu er varme.
Til en lille portion safranmandler brugte jeg:
50 g spanske Marconas mandler fra Gispert
1/2 spsk god honning
1 nip safrantråde
Rist mandlerne let gyldne på en pande og tilsæt honning. Lad blandingen karamellisere lidt, inden safranen tilsættes. Rør rundt indtil trådene er fordelt. Hæld mandlerne til afkøling på et stykke bagepapir og spis dem, når de er afkølet og helt sprøde.
I øvrigt tusind tak til alle jer, som deltog i den første adventskonkurrence ved at klikke jer videre til Meyou.dk og dele jeres fine og inspirerende gaveønsker med mig. Jeg har trukket vinderen, Mie, og vi – Meyou og jeg – har været i dialog med hende. Der er en ny konkurrence til jer på søndag. Den bliver lige så chokoladesød. Glæd jer 🙂
Per Frimann skriver
Det må prøves!
Har en bøtte safran fra mit tidligere job liggende i skuffen, og honning og mandler har jeg jo altid, så nu er det blot af skaffe nogle ribs…
Glædelig jul (for tidligt?)
Marina skriver
De mandler må da prøves! En herlig afveksling fra de brændte…
Ann-Christine skriver
Safran mandler, spændende ide! Det må jeg prøve, jeg tror de kunne være lækre i salater også.
Tak for altid dejlig inspiration, Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Per
Glædelig jul til dig også 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Marina
Ja, forandring fryder 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Søde AC
Av, tak og i lige måde <3
Kram fra mig