Langt oppe i Jylland, nord for Limfjorden helt ude ved det skønne Vesterhav ligger en madperle. Nærmere fortalt Villa Vest i Lønstrup.
Min mors familie på fædrende side er ”nordenfjordske” (vendelboer), og jeg har selv boet en årrække i Aalborg, så jeg har et godt kendskab til egnen. At jeg aldrig før i lørdags har besøgt Lønstrup er derfor næsten ubegribeligt. Men bedre sent end aldrig!
Lønstrup er en dejlig lille ferieby omringet af skøn nordjysk natur. Jeg var af sted med min veninde og hendes storesøster, og få kilometer før vi kom til byen, mødte vi køer på vejen og lam på marken – så var vi på landet.
Restauranten Villa Vest ligger i den yderste del af klitterne i Lønstrup med den flotteste udsigt over Vesterhavets smukke, intense bølger og folkene på stranden. Restauranten drives af makkerparret Michael ”Miv” Pedersen og Kim Møller-Kjær siden påsken i år. De har tidligere drevet Glashuset i Lønstrup, som jeg også har hørt utroligt godt om fra diverse foodies og gourmet’er. Miv har stået i kokkelære hos Møller, og sikke et held for tilsammen laver de fantastisk mad med en stor kærlighed til sæsonens råvarer og urter. Til at formidle denne kærlighed får de hjælp fra deres lokale urtepusher, skolelæreren Knud, som leverer blandt andet blomster, urter, grønt og bær til Villa Vest.
Villa Vest kører med to slags menuer på aftenkortet. En VV menu og en fiskemenu. Til frokost kan man vælge imellem en række forskellige retter.
Min veninde og jeg valgte VV menuen, som er kendetegnet ved at have kød til forret og hovedret. Min venindes storesøster valgte fiskemenuen. Jeg går primært kun i detaljer med VV menuen, men som det søde væsen jeg er, fortæller jeg også om den dejlige dessert fra fiskemenuen.
Der findes ikke en decideret vinmenu hos Villa Vest, men vores rare tjener valgte nogle gode vine til os.
Vi lagde ud med et dejligt glas champagne. Franske bobler passer altså også super godt i det danske gourmetkøkken. Fra nu af går jeg dog kun i detaljer med maden!
Til champagnen fik vi serveret en række lækre snacks. Oliven og saltede mandler, smørristet brød i tynde sprøde skiver og tre slags mayo, hvor af den ene havde en utrolig spøjs men yderst tiltalende lakridssmag – anis var tilsat.
Til vores snacks hørte også de smukkeste tynde stænger med forskellige frø på. Stængerne var lidt en blanding mellem saltstænger og grissinier, synes jeg. Dejligt delikate.
Et lille udhulet stykke træ fungerede som tallerken til vores anden lille happer inden selve menuen. Her var Knuds håndpluk i spil for første gang som garniture til den lille sarte fisk og urtecremen. En fin mundfuld.
Vores forret hed på menukortet Tatar af dansk ungkvæg Løg stok – Lang karse – Smækker – Chips og er den bedste tartar, jeg har fået i mit liv (sorry Michaud). Tartaren var perfekt rørt og krydret og hele anretningen var visuelt smuk med de forskellige urter fra Knuds have og de sprøde chips.
Til hovedretten fik jeg Stegt ungkvæg Trøffel – Persille skud – Nye rødder – Frikasse sauce. Endnu en smuk anretning, som alligevel fik sit vilde præg af Knuds urter på toppen af det lækre, saftige og møre ungkvæg. Frikasséen sad lige i skabet sammen med den let søde mørke sauce, trøflen, og de næsten sprøde kantereller.
Efter hovedretten valgte vi at udskyde den søde glæde lidt endnu ved at spise fire dejlige danske oste fra det lokale mejeri Sønderhaven. Udvalgte danske oste fra Sønderhavens gaardmejeri Med sødt, saltet og sprødt. Fra højre til venstre var der en traditionelt dansk fast ost med en forholdsvis kraftig behagelig smag, anden ost var en rødkitost, tredje ost sammenlignede Miv med en manchego, men jeg synes mere, den var hen i retning af en fransk comté eller beaufort (og det er et stort sammenligningsplus, da jeg til en hver tid hellere vil spise comté/beaufort end en spansk manchego), sidste ost var en cremet sag, som Miv og Møller havde insisteret på at få på kortet, selvom Sønderhaven så den som en fejlproduktion. Osten blev således kaldt Villa Vest og var vildt vidunderlig!
Min dessert hed Stikkelsbær fra Knud´s have i flere teksture Hyben – Chokolade smulder – Nød – Støv og lignede mest af alt et moderne kunstværk. Jeg er rimelig traditionel, når det kommer til desserter, men åh hvor blev jeg omvendt. At en dessert med et så forholdsvist rodet udseende kunne skabe så meget (ordentlig) velsmag i min mund, var en positiv overraskelse. I desserten indgik blandt andet en lækker stikkelsbærgranité, hybenkompot, nøddesmulder, oreosstøv, og karamel. NAM!
Desserten til fiskemenuen hed Lokale Jordbær ”Grønne som røde” Hyldeblomst – Sorbet – Sifon – Karamel og var en del mere delikat at se på end vores dessert. Og Miv færdiggjorde indtrykket ved at komme ud i restauranten med siphonen. Jeg var aldrig den store fan at siphonen, da den for alvor prægede de danske gourmetrestauranters retter for en håndfuld år siden. Jeg syntes ikke altid, at den bidrog med noget særligt fantastisk til retterne. Men jeg indrømmer gerne dens gode funktion i dessertverdenen, som her i jordbærdesserten hos Villa Vest. Alt med måde!
Smukt så det ud, og min venindes storesøster var meget tilfreds!
Som afslutning på en skøn middag, fik jeg en dobbelt espresso med disse mørke og hvide stykker chokolade med blandt andet pistacie og frysetørrede bær i. Jeg sad med et smil på læben (faktisk i hele hovedet), da jeg var blevet forelsket i Miv og Møllers mad denne aften. Derudover var der en fantastisk venlig og professionel betjening aftenen igennem og skøn kemi blandt hele personalet, humor, smil og glæde. Så skønt og så dejligt usnobbet!
Det er et must at besøge Villa Vest!
Signe skriver
Wauw, hvor ser det bare godt ud! Det er fedt at man kan komme til udkants-Danmark og stadig få fantastisk mad. Hvordan var prislejet?
Lone Kjær skriver
Lyder rigtig dejligt. Desværre kommer jeg alt for sjældent til Vesterhavet, men jeg vil huske på Villa Vest, til vi en dag kommer på de kanter…
Malou skriver
Orv, det ser lækkert ud – bestemt en omvej værd 🙂 Som Signe er jeg også nysgerrig på at høre om prislejet?
Trine skriver
Tak for dejligt og velskrevet gensyn med VV, Anne! Uhmmmmm 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Signe og Malou,
I kan se priser og menu her http://villavest.dk/menuer/Restaurant%20Villa%20Vest-%20VV%20menu.pdf
Uhm, det var så godt! 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Lone,
Skynd dig lige at komme på de kanter! Jeg er sikker på, at du ville elske det!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Trine,
Og jeg takker dig for at have skrevet om det til at begynde med!! 🙂
Malou skriver
Tja bum, det koster kvalitet jo 🙂
foodfanatic skriver
Kære søde Anne
Wauw sikke lækre billeder. Tak for en rigtig god beskrivelse af maden og oplevelsen. Jeg får lyst til at tage forbi nu 🙂
Kh Nadia
Anne au Chocolat skriver
Skynd dig at bestille bord, kære Nadia!! 🙂 Jeg glæder mig til at se dig snart! Kh mig
Steenberg skriver
ÅÅÅÅH min Gud! Det ser lækkert ud! Bare det var mig 🙂
Steenberg
Anne au Chocolat skriver
Hej Steenberg!
Det var også en lækker lækker sommeraften, jeg havde hos Miv og Mølle i Villaen 🙂