Sprøde boller med en fantastisk sej, saftig og luftig krumme. Jeg havde ikke mere almindelig hvedemel, men til gengæld ølandshvede og speltmel i køkkenskabet. Og da der var bestilt boller af drengene, blev det til disse fabelagtige boller, som jeg allerede har planlagt at bage igen til Emils fødselsdag i midten af marts.
Lykken er altså nybagte boller med smør!
Koldhævede boller med ølandshvede og speltmel
16-18 stk
220 g fintsigtet ølandshvedemel
550 g sigtet speltmel
650 g vand
20 g gær
15 g salt
5 g sukker eller honning
Drys på toppen:
birkes
Udstyr:
Dejskraber (reklamelink)
Kom ingredienserne i en skål og ælt på røremaskinen på høj hastighed i 10-12 minutter. Koldhæv dejen tildækket natten over (min dej var på køl i 15 timer). Hæld dejen ud på køkkenbordet og lad den ligge der, mens ovnen varmer op. Varm ovnen til 250 grader varmluft med bagepladen i. Hak dejen ud til boller med en dejskraber (som den jeg linker til ovenfor). Kom bollerne på bagepapir, drys med birkes og træk bagepapir over på den varme bageplade og derefter i ovnen. Smid en kop vand i bunden af ovnen, når bollerne er kommet på den varme plade. Bag i 12-14 minutter. Jeg bager én plade ad gangen – to plader i alt.
Skriv et svar