Smeltet mælkechokolade blandet med letsaltet crunchy peanut butter er en sand fryd for ganen. Triller du herligheden til kugler og dypper dem i tempereret mørk chokolade og evt. lidt mandelknas, bliver smagsoplevelsen endnu bedre <3
Spis disse super simple og skønne trøfler direkte fra køl og oplev, hvordan de smelter på tungen. Jeg har i skrivende stund lige nydt en til min formiddagskaffe.
Chokoladetrøfler med peanut butter
15 stk
100 g mælkechokolade
100 g crunchy peanut butter
200 g mørk chokolade
Evt. mandelknas eller hakkede peanuts til pynt
Hak mælkechokoladen og kom den i en skål. Smelt chokoladen over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør undervejs. Tilsæt peanut butter og rør godt rundt til en ensartet trøffelmasse. Sæt på køl eller frost, indtil den kan trilles til trøfler. Stil trøflerne tilbage på køl (eller i fryseren hvis det skal gå stærkt). Dyp dem derefter i den smeltede og tempererede mørke chokolade og drys med lidt knas. Opbevar på køl.
Maja Harder skriver
Peanut butter er og bliver altså bare er hit. De ser mega lækre ud !