I sidste uge indgik jeg et væddemål med min søde veninde og kollega Stine, som i al sin enkelhed gik ud på at se, om vi kunne klare os fra mandag til fredag uden sukker. Ingen sukker betyder jo også ingen chokolade. Stine har en lige så sød og chokoladet tand som mig, og derfor virkede det meget ligeværdigt, da vi spontant – helt ud af det blå – lavede denne skøre aftale. De fem dage uden sukker gik strålende og smertefrit, dvs. ingen hovedpine som jeg ellers var blevet advaret om, når man pludselig fjerner sukkeret helt fra sin hverdag. Jeg dagdrømte dog om chokolade hele tiden, og gav til sidst efter og lavede søde abrikoskugler med kokos og kakao. Normalt ville jeg have brugt dadler, men da jeg ingen havde, kreerede jeg disse.
Selvom jeg er tilbage på sukkervognen, er det bestemt ikke sidste gang, at jeg laver disse lækre kugler.
Jeg tænker, at det kunne være interessant at lave en dadelvariant med lakrids. Har I prøvet at tilsætte lakridspulver til jeres dadelkugler?
Til 20 abrikoskugler brugte jeg:
50 g mandler
50 g ristede hasselnødder
50 g tørrede abrikoser
50 g rosiner
1 lille appelsin, saft af
1/2 tsk kanel
1/4 vanillestang, korn af
1/5 tsk havsalt
2 spsk kakao, gerne Valrhonas
15 g kokos
kokos og kakao til at trille kuglerne i.
Blend alle ingredienserne til en ensartet masse i en foodprocessor eller blender. Tril massen til kugler og rul dem i enten kakaopulver eller kokosmel. Opbevar dem på køl til de skal nydes.
Husk at I indtil på onsdag stadig kan deltage i konkurrencen om den nye Nespresso U kaffemaskine.
Malene skriver
Kan man bare skrifte Abrikos ud med dadler??
tina skriver
Skal lige høre hvilken foodprocesser du har overvejer at anskaffe mig en 🙂
Louise skriver
Lige den opskrift jeg manglede i lørdags – endte med at lave nogen fra chocolat.dk, men den her virker som om der er mere smag. Jeg har stadig dadler, så de her skal snart prøves:-)
Marie Rytter skriver
Kan det godt nok passe, at det for 12 år siden lykkedes os to at holde os fra søde sager i 3 MÅNEDER?? Det er ikke umiddelbart til at tro 😉
Derudover skal jeg vist snart afprøve kuglerne, de ser for lækre ud!
Kirsten Jepsen skriver
Hey Anne. Lakridspulver i frugtkugler er dejligt. Vi laver af og til nogle med lakridspulver, anisfrø og knust stjerneanis og så med dadler/abrikoser/mandler og lidt æblejuice til at justere konsstensen. De plejer at smage lidt som “KICK” du ved de bløde lakridsstænger 🙂 Hvis du savner chokolade for meget så prøv med chokoladenibs i dine frugtkuger 🙂
Maries Madblog skriver
Jeg laver mine med Irmas blanding af soltørret blåbær, tranebær og kirsebær og med Bulows lakrids, det er super lækkert!
Anna skriver
Jeg laver de her dadelfirkanter med lakridspulver. De er superlækre!
Rå dadel/lakrids-firkanter
Ca. 20 stk
100 gram tørrede dadler uden sten
Cirka 20 gram valnødder
20 gram mandler
20 gram kokosolie
10 g kakaopulver
1 stor tsk lakridspulver
Knivspids salt
Kom først dadlerne i minihakkeren. Blend dem herefter til de begynder at være så finthakkede at de danner en sammenhængende masse. Så skal valnødderne og kokosolien i, og der skal blendes til valnødderne er finthakkede. Massen hænger ikke helt sammen, men minder lidt om tærtedejssmulder. Det skal dog samle sig når du presser det sammen med en ske eller mellem to fingre. Nu tilsættes kakaopulver, lakridspulver og salt og der blendes igen.
Tag en lille beholder og beklæd den med vitawrap. Tag massen, pres den ud i skålen og stil i køleskabet en halv times tid. Herefter kan man skære den ud i mundrette stykker. De kan holde sig en uges tid opbevaret i køleskabet.
Line skriver
Tusen takk for Oppskriften Anne! Den skal jeg teste ut! Er det ok aa bytte ut hasselnoetter med cashewnoetter? Hasselnoetter finnes bare ikke i India!
Ha en supersoed dag! KNUS!
Anne au Chocolat skriver
Kære Marlene
Ikke helt! Men næsten 🙂
kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Tina
Jeg har bare en lille minihakker fra Krups som hedder Speedy 🙂
kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Louise
Det lyder som en god idé! 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Søde Marie
Ja, det er jo heelt vildt at tænke sig. NEVER AGAIN 🙂
Kæmpe kram
Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Kirsten og Marie
Dejligt at høre at lakridsen hitter 🙂
Det må prøves!
kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Anna
Tusind tak for opskrift! De må prøves en dag 🙂 Kan man smage kokosolien?
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Line
JA jeg er sikker på at det er et hit med cashewnødder 🙂
Mange kram fra mig og vi ses snart (i januar)
Anne
Malene skriver
Plat de jour – den fine blog har denne opskrift i gemmerne, som er helt fantastisk:
http://joseetchris.blogspot.dk/2012/03/balles-davoine-avec-la-reglisse.html
Dadler, lakrids og hvid choko – uhm :o)