Forleden gik vi en dejlig aftentur og plukkede igen en god portion vilde æbler, som vi mødte på vejen tæt ved skoven. Kaj satte straks tænderne i to af dem – ja, han ville ikke nøjes med et – og resten tog vi med hjem. De her første efterårsæbler er fantastiske at lave til grød, komme i kager, crumbles og en af mine favoritter får I serveret i dette indlæg: et friskbagt æble med kanel og mandler. En perfekt og simple efterårsdessert eller eftermiddagssnack.
Æblet beholder normalt sin fine runde form, når det bages, men jeg var lige opslugt af noget på computeren og havde ikke fokus på ovnen. Derfor så jeg ikke, æblet havde delt sig i to og smidt sin skræl. Ja det skete, fordi jeg bagte det fem minutter for længe. Det gjorde dog absolut intet for den lækre smagsoplevelse af et lunt syrligt sødt, saftigt og blødt æble med aromatisk kanel og mandelknas, som jeg nød sammen med en stor skefuld creme fraiche.
Opskriften her er til et æble, men I ganger bare op. Hvis det frister, kan I tilsætte rosiner. Det smager også vanvittigt godt.
Bagt æble med kanel og mandler
1 æble
15 g smør, blødt
10 g sukker
1 tsk kanel
1 lille håndfuld mandler.
Brug et parisiennejern til at udhule æblets kernehus. Sørg for at æblebunden ikke fjernes. Bland smør med sukker og kanel. Hak mandlerne og kom dem i kanelsmørret. Prop fyldet ned i æblet og bag det i ca. 15 minutter ved 190 grader varmluft. Hold øje med æblet undervejs i bagningen.
Serveres direkte fra ovnen med creme fraiche eller letpisket flødeskum til.
Mette / Bøgernes Univers skriver
Har aldrig prøvet at bage et helt æble, laver altid bare crumble, men det ser simpelthen så lækkert ud, og tror altså jeg skal prøve med mandler, forestiller mig, at det smager super godt! 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Prøv det ja. Det er en fantastisk snack og dessert, og i går var det faktisk min second breakfast 🙂
God weekend.
Kh Anne