Crumbles er ren comfort food! Især når man laver dem med bær og frugt fra egen have. Da jeg var i Aalborg i sidste uge, havde min veninde hentet super lækre røde ribs og grønne stikkelsbær fra sin mors have til at bage og sylte med. Vi valgte at være comfort-agtige og bagte en skøn crumble (+ en chokoladeballade, what else is new!?) til vores eftermiddagskaffe.
Da bærrene var blevet renset til crumblen – 1/3 ribs og 2/3 stikkelsbær – blev de kogt møre med sukker og vanille. Imens lavede min veninde smuldredejen bestående af lige dele smør, mel og sukker og lidt hakkede mandler. Da den dejlige blanding af bær og vanillesukker var kogt sammen og reduceret lidt ind, blev den hældt i et hjertefad og dejen smuldret over. Så fik den en tur i ovnen ved 190 grader varmluft og blev nydt lun med øko creme fraiche. Vores crumble var alle tiders, og bærrene havde fået den flotteste røde farve. Vi fik flødeskum til balladen! 🙂
Skriv et svar