Crème brûlée har altid været en af min absolutte favoritdesserter. I den klassiske franske udgave bliver man budt på fløjlsblød og vaniljeprikket creme og et knasende sprødt og nærmest spejlblankt låg af letbrændt karamel. Jeg elsker, når noget så stjernesimpelt kan være så toplækkert.
Mit chokoladekøleskab bugner af mælkechokolade, og derfor lod jeg mig friste til at give den ovennævnte dessertklassiker et tvist af netop mælkechokolade. Det viste sig at være et kæmpe hit. Mælkesød, silkeblød og med en ret så fin chokoladesmag samt et perfekt modspil fra den ultrasprøde karamel. Min mand og jeg var begge meget begejstrede! Jeg dryssede lidt syrligt hindbærpulver på lige inden servering, da jeg havde karamelliseret mælkechokolade cremerne. De ville garanteret også smage godt med friske hindbær til eller en kugle hjemmelavet granatæblesorbet. Men de er også helt geniale som de er – gerne serveret med en kop kaffe til.
Mælkechokolade crème brûlée
4 personer
80 g god mælkechokolade, f.eks. Jivara fra Valrhona
240 g piskefløde
60 g sukker
2 æggeblommer
50 g sukker til karamellåget
Forvarm ovnen til 100 grader varmluft. Hak mælkechokoladen helt fint. Varm fløden op til kogepunktet sammen med halvdelen af sukkeret i en gryde. Tilsæt chokoladen og rør godt rundt, til al chokoladen er helt smeltet. Pisk æggeblommer lyse og luftige sammen med resten af sukkeret i en skål. Hæld den varme og næsten kogende chokoladefløde over æggeblandingen i én omgang og pisk på livet løs med et piskeris. Hæld chokoladeblandingen tilbage i gryden og varm den op og rør konstant, til den når 83 grader. Hæld chokoladecremen i fire ramekiner og bag dem i ca. 50 minutter, eller indtil cremerne har sat sig. Køl af og sæt dem i køleskabet – i mindst 6 timer.
Tag mælkechokolade crème brûléerne ud af køleskabet lige inden servering. Drys et lag sukker over og karamellisér cremerne ved hjælp af en blowtorch eller bundsenbrænder.
Dorthe Frandsen skriver
Hej Anne.
Kan man ikke lave det i et fad, for jeg har ikke nok ramekiner. Bagetiden i ovnen skal selvfølgelig forlænges.
Har du et godt råd.
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorthe,
Jo det ville man godt kunne, men crème brûlée er ikke den letteste dessert at dele, tænker jeg.
kh Anne