Det er fredag den 2. december, og i dag får I opskriften på disse sprøde peberkagehjerter dyppet i smeltet mørk chokolade og pyntet med ristet kokos. De vil med garanti få dit kagehjerte til at smelte.
Hjerterne kan snildt erstattes af eller suppleres med juletræer, stjerner eller hvad I har af udstikkerfigurer derhjemme. Og så kan I også pynte dem med lige det, I vil. Kun fantasien sætter grænserne. Min veninde Camilla og hendes søde datter Elin på 3 år testede opskriften i weekenden, da Elin havde sin veninde på besøg til julehyggebagning. Efterfølgende fik jeg sendt de dejligste billeder af pigerne i færd med at udstikke, bage og pynte kagerne med glasur i det fineste farvekombinationer <3
Peberkagehjerter dyppet i chokolade og ristet kokos
ca. 45 stk
Peberkagedej:
125 g smør
175 g brun farin
200 g mørk sirup
ca. 650-700 g hvedemel
½ tsk hjortetaksalt
1 tsk kanel
1 tsk stødt ingefær
1 tsk stødt nelliker
Reven skal af ½ øko appelsin
1 æg
Pynt:
200 g god mørk chokolade, smeltet (og tempereret)
40 g kokosmel, ristet gyldent på en pande
Kom smør, brun farin og sirup i en gryde og varm op, så det smelter sammen. Rør i blandingen undervejs. Køl det lidt af. Bland mel med hjortetaksalt samt krydderier i en skål. Tilsæt sukkerblandingen samt æg og ælt det hele sammen til en ensartet og blank dej. (Alt dette kan snildt gøres på en røremaskine). Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile på køl i et par timer inden brug. Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Rul dejen ud i 3-4 mm. tykkelse på et bord drysset med lidt mel. Udstik hjerter, og bag dem på en bageplade beklædt med bagepapir i ca. 8 minutter, til de er fint gyldenbrune. Afkøl peberkagerne på en bagerist.
Dyp peberkagehjerterne i smeltet chokolade og drys med kokosmel.
Tori//Gringalicious.com skriver
Ah, so sweet!!!
Anne au Chocolat skriver
Dear Tori,
THANKS 🙂
Jeanett skriver
Lækker opskrift som helt sikkert skal afprøves. Tænker det vel er ok, at dejen hviler på køl til næste dag?
Jeanett skriver
De ser lækre ud ! Tænker at lade dejen hvile til næste dag på køl, tror du det går?
Anne au Chocolat skriver
Kære Jeanett,
Ja, det kan du sagtens gøre 🙂 Rigtig god fornøjelse!
Kh Anne
Mette skriver
Kære Anne. Så fine peberkagehjerter – wow. Har prøvet at gøre dig kunsten efter, men efter en nat i køleskab var min dej stenhård og ku’ derefter knuses som pulver. Har du nogen ide om, hvad jeg kan have gjort forkert? Kh. Mette
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Jeg fik vist aldrig skrevet til Jeanett, som spurgte til det med at lade dejen hvile på køl natten over, at hun så endelig måtte huske at tage dejen ud i god tid, så den kunne rulles ud. Blev dejen ikke bedre at komme ud på køkkenbordet?
Håber ikke at den blev kasseret helt.
De kærligste hilsener
Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Jeanett,
Mon du har fået bagt nu? Jeg glemte at sige, at dejen nok skal tages ud af køleskabet i god tid, hvis den skal hvile på køl natten over. Den skal jo være til at rulle ud 🙂
Kh Anne
Mette skriver
Kære Anne. Den blev desværre kasseret – havde den ude i en time, uden det rigtig battede noget. Troede måske, jeg havde gjort noget forkert med den varme “sirupsmasse” – ladet den blive for varm eller hældt den for varmt ned til melblandingen. Men måske jeg bare skulle have været mere tålmodig 🙂 Jeg prøver igen. Tak for svaret. Kh. Mette
Lisa skriver
Hvor længe vil du skyde på at kagerne kan holde sig?
Lisa skriver
Hvor længe vil du tro at kagerne kan holde sig?
Anne au Chocolat skriver
Kære Lisa,
De holder snart snildt frem til jul, hvis du bager dem nu.
Kh Anne
Jeanett skriver
Hej Anne
Jeg endte desværre også med en sten hård masse, som var ‘tørret ud’.
Selvom den fik hele eftermiddagen ude på køkkenbordet og var steget i temp gjorde det den ikke blød overhovedet.
Jeg har planer om at prøve igen, også rulle ud samme dag 🙂
Hilsen jeanett
Anne au Chocolat skriver
Kære Jeanett,
Det er jeg ked af at høre. Men så ved jeg, at man skal bruge dejen samme dag. Tak for din tålmodighed og feedback.
Kh Anne