Og så blev det mandag og tid til en lille mandagskage;) Jeg har i dag bagt en ekstra svampet mazarinkage med hjemmelavet abrikossyltetøj og sprød crumble top.
Den er perfekt nybagt og lige så god på andendagen. Skøn serveret solo til eftermiddagskaffe og fabelagtigt med flødeskum eller vaniljeis til som dessert.
♥
Abrikos mazarin med crumble top
8-10 personer
Mazarindej:
150 g marcipan
150 g sukker, gerne bagesukker fra Dansukker
150 g blødt smør
3 æg
35 g mandelmel
35 g mel
Fyld:
200 g hjemmelavet abrikossyltetøj
Crumble:
25 g smør
25 g mandelmel
25 g mel
25 g sukker
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æg i et ad gangen. Vend tilsidst mandelmel og mel i. Hæld dejen i en smurt springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Fordel abrikossyltetøjet på dejen. Bland ingredienserne til crumbledejen sammen – enten i en minihakker eller smuldrene med fingrene i en skål. Fordel på syltetøjet. Bag kagen i ovnen i ca. 50-60 minutter. Kontroller om den er færdigbagt med en strikkepind. Husk at hver ovn bager forskelligt. Køl kagen af, og vend den derefter ud af formen.
Skriv et svar