Vores fine lille æbletræ byder på de lækreste syrligt søde, aromatiske og saftigt sprøde æbler for tiden. Vi nyder dem, som de er. Men de gjorde sig også super godt i denne efterårslabre kage, jeg lavede til min søde svigermors 60 års fødselsdag i går.
Mazarinkagebund, masser af æblestykker og en silkeblød mælkechokoladeganache på toppen. Simpel lykke !
Æblekage med marcipan og mælkechokoladeganache
8-10 personer
Mazarinkage og æblefyld:
100 g sukker
100 g marcipan
100 g smør, blødt
2 æg
50 g mel
250 g æbler, i små tern
50 g rørsukker
1/2 citron, saften af
Mælkechokoladeganache:
200 g god vmælkechokolade
100 g piskefløde
15 g glukosesirup
Topping:
Caramélia pearls fra Valrhona (reklamelink)
Evt. tørrede rosenblade
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter mel i. Hæld dejen i en smurt springform (ca. 20 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Bland æbletern med rørsukker og citronsaft i en skål og fordel på dejen. Bag kagen i ovnen i ca. 45 minutter. De første 25 minutter tildækket med sølvpapir og de sidste 20 minutter uden. Kontroller om kagen er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af.
Ganache:
Hak chokoladen meget fint, og kom den i en skål. Varm glukosesirup og fløden op til kogepunktet i en gryde, og hæld det over chokoladen. Lad det stå i 2 minutter, og rør da godt rundt i cirkelbevægelser fra midten til, al chokoladen er smeltet ensartet sammen med flødemassen. Hæld ganachen over kagen, pynt med Caramélia perler og stil den på køl i 2 timer inden servering.
Christine skriver
Hej Anne, den ser super lækker ud denne her kage. Tror du man kan rive æblerne istedet for tern? Min søn kan ikke li stykker af frugt i kage men opdager det ikke hvis de er revet i. I så fald tror du jeg skal klemme noget af saften fra æblerne ud? Tak 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Christine,
Ja det lyder rigtig lækkert med revet æble i stedet for tern! 🙂
Dorte Vardinghus skriver
Hej Anne
kan jeg bage den dagen før, og evt. bare lave Ganache på dagen? Skal have gæster en mandag, og tænker bare det var lettere at lave den om søndagen.
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorthe,
Det kan du sagtens 🙂