Hele ugen har vi spist de efterårslækre æbler, Kaj og Christian plukkede i weekenden. Jeg har også brugt dem til æblegrød (i øvrigt en af mine allerældste opskrifter her på bloggen. I morgen er det faktisk 9 år siden, jeg skrev indlægget med den syrligt søde og vaniljeprikkede æblegrød – wow, det er længe siden og samtidig husker jeg så tydeligt, at jeg skrev det. Tid er en finurlig størrelse).
Og så har jeg bagt denne dejlige æbletærte med saftig, aromatisk kanelfrangipane, den smørsprødeste mørdej og masser af æblesmag. Nyd den nybagt med flødeskum eller creme fraiche til. Eller måske en kugle vaniljeis til dessert.
Dejlig fredag og weekend til jer ♥
Æbletærte med kanelfrangipane
6-8 pers
Mørdej:
140 g mel
40 g flormelis
1 nip salt
70 g smør, koldt
1 æggeblomme
Kanelfrangipane:
80 g smør, blødt
80 g sukker
80 g mandelmel
1/2 tsk stødt kanel
1 æg
Sukkerlage og æblefyld:
20 g vand
20 sukker
2-3 æbler
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i små tern, og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner brødkrummer. Saml hurtigt dejen med æggeblommen i røremaskinen til en kugle. (Man kan også lave mørdejen med hænderne i en skål). Dæk dejen til, og lad den hvile i køleskabet i 30 min. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir. Læg et stykke bagepapir på et skærebræt, der er plads til i køleskabet. (Man kan også bage direkte på en perforeret bageplade). Placér en rund, perforereret tærtering på 20,5 cm på bagepapiret og beklæd både bunden (bagepapiret) og kanterne (ringen) med mørdejen. Stil den herefter på køl, mens kanelfrangipanen laves.
Kanelfrangipane:
Pisk smør og sukker godt sammen i en skål, vend mandelmel og kanel i, tilsæt ægget og rør sammen til en ensartet creme.
Samling, sukkerlage og æblefyld:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Flyt forsigtigt bagepapiret med tærteringen og mørdejen fra skærebrættet og over på bagepladen. Fordel kanelfrangipanecremen på mørdejsbunden. Bring vand og sukker i kog i en lille gryde, og lad det småkoge et øjeblik, til sukkeret er opløst. Skær æblerne i tynde både og fordel på cremen. Pensl æblerne med sukkerlage og bag tærten i ca. 30-35 min.
Skriv et svar