Jeg tøvede lidt med at servere denne mælkechokolade brownie for min mand, da han tit proklamerer, at han “mest er til klassiske chokoladekager“. Det viste sig, at min tøven var helt unødvendig, da han elskede kagen! Den er dejlig fudgy og chokoladefyldig på en sødmefuld måde med et frisk tvist af både lime og brombær og knasende saltede pistacier på toppen. Spis den, som den er – eller til en kop kaffe og meget gerne med en kugle vaniljeis.
Brownie med mælkechokolade, lime, pistacier og brombær
10 personer
200 g smør
200 g mælkechokolade, gerne Jivara 40% fra Valrhona (reklamelink)
3 æg
175 g sukker
125 g mel
1/4 tsk salt
1 øko lime, reven skal af
90 g brombær
40 g saltede pistacier, hakket
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Smelt smørret i en gryde. Tag gryden af varmen og rør den hakkede mælkechokolade i og lad det smelte sammen med smørret. Pisk æg, sukker, mel, salt og limeskal sammen i en skål til en let og luftig konsistens. Vend smør-chokoladeblandingen i dejen. Hæld dejen i en springform (20 cm) beklædt med bagepapir og tryk brombærrene ned i dejen. Drys med hakkede pistacier. Bag kagen ved 180 grader varmluft i 50-55 minutter.
Husk at brownies helst skal bages dagen før, så de “sætter sig” ordentlig – på køl. Rigtig god fornøjelse!
Skriv et svar