Jeg gik tur med en sød nyfødt baby i morges, da hendes mor skulle besøge en vuggestue. Derfor nåede jeg ikke lige at handle, inden jeg gik i gang med fredagskagebagningen. Heldigvis bød køleskabet og køkkenskabene på helt fine sager, og jeg fik tryllet disse lækre bananmufins med saltkaramel frem. Et kæmpe hit hvis jeg selv skal sige det!
Hvis de ikke spises med de samme, så opbevar dem gerne på køl. Men mon ikke de ryger alle sammen…
Skal I bage noget lækkert i weekenden? Fortæl gerne!
Bananmuffins med saltkaramel
10 stk
Bananmuffins:
2 æg
95 g sukker
65 g hvedemel
1/2 tsk bagepulver
50 g smeltet smør, lidt afkølet
2 bananer, modne
Saltkaramel:
100 g sukker
125 ml piskefløde
25 g smør
lidt salt
Bananmuffins:
Pisk æg og sukker sammen i en skål til let og luftigt. Bland mel og bagepulver sammen og vend det i æggesnapsen. Tilsæt det smeltede smør. Mos bananerne godt med en gaffel og vend det i kagedejen. Hæld dejen i 10 smurte muffinsforme (eller i papirforme i stedet) og bag dem ved 175 grader varmluft i 18-20 minutter. Lad dem afkøle.
Saltkaramel:
Smelt sukker til en lysebrun karamel i en tykbundet gryde. Opvarm fløden imens i en anden gryde eller i en skål i mikrobølgeovnen. Tag sukkeret af varmen og rør fløden i og rør godt imens. Tilsæt straks smørret derefter. Lad karamellen køle lidt af og smag til med salt. Hæld karamellen i en skål og lad den sætte sig lidt på køl, inden den hældes over de små bananmuffins. Drys evt. med pistacier og kokosflager.
[…] Blueberry pancakes make a wonderful Sunday breakfast. Kaj had 5 of them in one go and wouldn’t stop eating them. We enjoyed the pancakes with that delicious salted caramel. […]