Så fik jeg endelig bagt årets første fastelavnsboller, og fordi det pludselig blev lidt spontant, så jeg ikke fik tjekket køle- og køkkenskabe, inden jeg gik i gang, måtte jeg “nøjes” med at lave disse, selvom intentionerne i første omgang var lidt anderledes. Men de blev SÅ gode og fyldt med lækker vaniljecreme og chokolade. Et ret så simpelt smagsudtryk – men ren velsmag! Jeg glaserede dem helt nybagte, som giver en dejlig smag og et skinnende smukt udseende, og så byttede jeg den normale glasur ud med chokoladetopping. Et stort hit hos både store og små gæster, der var på besøg i går.
Glaserede fastelavnsboller med vaniljecreme og chokolade
15 stk
Dej:
120 g smør
175 ml mælk
35 g gær
2 æg
1 tsk salt
30 g sukker
1/2 tsk stødt kardemomme
ca. 500-550 g mel
Vaniljecreme:
200 ml sødmælk
1 vaniljestang
7 g maizena
50 g sukker
2 æggeblommer (lav gerne marengs eller en pavlova af hviderne:))
50 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% (reklamelink)
Glasering:
50 ml vand
50 g sukker
Pynt:
100 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% (reklamelink)
15 g smør
Tørrede rosenblade, pistacier
Dejen:
Smelt smør i en gryde. Tag gryden af varmen og tilsæt mælk. Hæld blandingen i en skål eller gerne i en røremaskine. Tilsæt gær, æg, salt, sukker og kardemomme og rør rundt. Tilsæt derefter mel lidt efter lidt og ælt, til dejen er blank, blød og smidig og fugtig, uden at klistre fast til fingrene. Dæk skålen med et rent opvredet (fugtigt) viskestykke, og lad dejen hæve et lunt sted i 45 minutter.
Vaniljecreme:
Bring mælken i kog sammen med halvdelen af sukkeret og vaniljestang tømt for korn. Pisk æggeblommer godt sammen med resten af sukkeret, vaniljekorn og den sigtede maizena. Fjern vaniljestangen. Hæld den kogende mælk over i æggemassen og pisk godt. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld straks cremen over i en skål og køl den af.
Samling af fastelavnsbollerne:
Når dejen har hævet, vend den da ud på et meldrysset bord, og rul den ud til en firkant på. Skær dejen i 15 firkanter (se billedet nedenfor). Kom et stykke chokolade på hver firkant og 1 spsk vaniljecreme. Fold dejens hjørner ind over fyldet, og giv dejen et godt klem i samlingerne for at sikre, at fyldet ikke løber ud under bagningen. Læg boller med samlingen nedad på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad fastelavnsbollerne efterhæve et lunt sted i ca. 45-55 minutter under et rent opvredet (fugtigt)viskestykke.
Pensl de hævede boller med lidt mælk (sammenpisket æg eller æggehvide kan også bruges) og bag dem i 13-15 minutter ved 200 grader varmluft, til de er flot gyldne. Bring imellemtiden vand og sukker i kog til glasering og lad det koge, til sukkeret er opløst. Pensl de helt nybagte boller med den varme sukkerlage.
Køl fastelavnsbollerne lidt af på en bagerist. Smelt den mørke chokolade i en skål over et vandbad eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør undervejs. Tag chokoladen af varmen og rør smør i. Fordel af lille skefuld af chokoladetoppingen på hver fastelavnsbolle og pynt med rosenblade og pistacier. Nyd dem helt friskbagte!
Sarah skriver
Hej anne 😊
Kan de fryses før de bages?
Tak for fantastiske opskrifter.
Mvh sarah
Anne au Chocolat skriver
Kære Sarah
Ja det vil jeg bestemt mene, at de kan!
Så ville jeg tø dem op i køleskabet natten over og lade dem hæve, så længe der er behov for, at de virker klar til bagning og godt hævet 🙂
TAK fordi du følger med!
Kh Anne
Sofie skriver
Hej Anne!
Hvis man skulle lave dobbeltportion af denne opskrift, hvor meget gær ville du så bruge?
Al ros til dig og dine lækre opskrifter 🙂
Hilsen Sofie
Anne au Chocolat skriver
Kære Sofie,
Jeg er ked af det sene svar. Bare dobbelt gær også 🙂
Kh Anne
Ps. TAK for dine søde ord <3
Sanaz skriver
Hej Anne. Jeg vil lave dine fastelavnsboller, her på torsdag. Min varmluft virker ikke ordentligt. Kan de bages på almindelig ovn? Hvis ja, hvor mange grader og hvor lang tid skal de bage? Mvh Sanaz