Som jeg nævnte i fredags, stod lørdagen i går på sommerfest med alle vores søde naboer. En super hyggelig dag med masser af leg, musik, godt humør og LÆKKER mad. Efter fællesspisningen var der skattejagt for de mindste og quiz for de voksne, som ikke gik med ungerne. Jeg slap for lidt af quizzen, da jeg skulle ind og færdigpynte de tre gulerodskager, jeg havde bagt til kage- og kaffebordet. Kagebordet bød også på kanelsnegle, chokoladekage, banankage, muffins og drømmekage. Vildt lækkert!
Gulerodskagen er en variant er denne her helt fantastiske (som i verdens-bedste-fantastiske) gulerodskage.
Jeg gangede bare nedenstående opskrift med tre og lavede denne gange en hvid chokolade cream cheese frosting med limeskal i og pyntede med lidt ekstra hvid chokolade i spåner samt ekstra limeskal.
Gulerodskagerne var et hit. Jeg nåede kun lige selv at få en mundfuld, og så skulle Kaj puttes. Min mand kom hjem med tre tomme kagefade et par timer efter.
Gulerodskage med lime hvid chokolade cream cheese frosting
8-10 personer
Gulerodskage:
2 æg
1 dl smagsneutral olie
300 g brun farin
140 g mel
200 g gulerødder, groftrevet
1 tsk bagepulver
1,5 tsk kanel
1,5 tsk stødt nellike (kan reduceres hvis man ikke er så glad for den krydrede smag)
1/3 tsk salt
Topping:
150 g flødeost (Philadelphia)
50 g blødt smør
20 g flormelis
1 øko lime, fintreven skal
50 g Ivoire 35% hvid chokolade fra Valrhona, smeltet og afkølet
Ekstra hvid chokolade og lime.
Gulerodskage:
Rør alle ingredienser sammen i en skål. Hæld dejen i en rund form (ca. 22 cm i diameter) foret med bagepapir. Sæt kagen i en kold ovn og bag i 40 minutter ved 180 graders varmluft. Tjek med en strikkepind eller tandstik, om kagen er færdigbagt. Køl af i formen.
Topping:
Pisk alle ingredienserne sammen og vend til sidst den smeltede hvide chokolade i. Fordel på kagen og riv lidt ekstra limeskal ud over kagen til pynt samt lidt hvide chokoladespåner.
Cecilie skriver
Åh, de ser vildt lækre ud! Har faktisk haft i tankerne længe, at jeg gerne ville bage en gulerodskage, så nu kan det være jeg skal få det gjort.. 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Cecilie.
Ja, bag lige denne 🙂 Den er så super simpel og den bedste af sin slags – synes jeg.
Kh Anne
Josefine Borch Larsen skriver
Er cremen så ‘fast’ at man kan sprøjte den i små dutter, på fx. chokoladeballaden ? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Josefine,
Ja det skulle jeg bestemt mene 🙂
Især hvis du lader den hvile på køl i sprøjteposen i en halv times tid.
Kh Anne
Nikoline skriver
Jeg tænker at lave denne kage til min fødselsdag, men vil gerne lave den i god tid.
Derfor vil jeg høre om kagen kan fryses?
Anne au Chocolat skriver
Kære Nikoline
Ja det kan den godt – uden topping dog:)