Jordbærkage på den nemme facon. Saftig mazarinbund, et tyndt lag mørk chokolade, chantilly (vaniljeprikket flødeskum med lidt flormelis i) og en masse søde saftige danske jordbær. Det er simpelthen så fin og lækker en kage, som emmer langt væk af sommerlykke. Lavet til søde venner i weekenden, og den bliver nydt til den store guldmedalje.
Jordbærkage
6-8 personer
Mazarinbund:
100 g sukker
100 g marcipan
100 g smør, stuetempereret
2 æg
50 g mel
30 g mørk chokolade
Chantilly (vaniljeflødeskum):
150 ml piskefløde
20 g flormelis
Korn af 1/2 vaniljestang
Danske jordbær
Evt. lidt mynte til pynt.
Mazarinbund:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål, og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter mel i. Hæld dejen i en smurt springform (18 cm i diameter) beklædt med bagepapir og bag midt i ovnen i ca. 25-30 minutter. Kontroller, at kagen er færdigbagt med en kødnål/strikkepind. Kom chokoladeknapper på den varme kage og lad dem smelte. Fordel derefter med en kniv/lille dejskraber, så chokoladen dækker hele bunden. Køl kagen helt af.
Chantilly:
Pisk fløde, flormelis og vanilje til en let skum og fordel på chokoladelaget.
Pynt med jordbær og mynte og servér straks. Kagen kan også sagtens pyntes et par timer i forvejen og opbevares på køl til servering.
Lea skriver
Uhh, det ser så godt!! Kan man bruge en springform på 20cm til projektet?
Dorte skriver
Kan man fint lave mazarinkagen dagen før?
Og hvis ja, skal den så opbavares på køl inden pyntning?
Mvh Dorte 😊
Nina Rolff skriver
Det ville jeg også rigtigt gerne vide..?😊
Dorthe skriver
Hej hvis jeg skal lave kagen til 20-25 pers. passer det en bradepande ?
Og kan den bages den før?
Helle Beyer-Lassen skriver
Jeg har 2 spørgsmål, men det er faktisk de samme som 2 andre har spurgt om herover. Der er stadig ikke svar på spørgsmålene:
Hvor stor skal springformen være til opskriften og hvor stor en form til 25 personer (bradepande?)
Anne au Chocolat skriver
Hej Helle,
Læs venligst opskriften. Der står 18 cm i parentesen. Jeg ville gange opskriften med 3 og lave 3 kager for den pæneste resultat.