Denne opskrift får mit kagehjerte til at slå flik-flak af glæde. Den er helt vildt simpel og smager samtidig eventyrligt godt. Den er fyldt med aromatisk marcipansmag, chokoladestykker, friske og let søde pæretern og knasende mandelstykker. Den er saftig uden sidestykke og kan nydes helt nybagt, selvom den er mindst lige så god på anden-, tredje- og fjerdedagen. Nyd den, som den er til kaffen eller til dessert med en kugle vaniljeis til.
I øvrigt en helt perfekt kage at hapse et stykke af, når man lørdag formiddag har været ude at kælke med ungerne i et par timer, kan jeg hilse at sige:)
Jeg brugte ret modne pærer og mælkechokolade, men mon ikke nogle mere sprøde pærestykker og mørk chokolade ville klæde kagen lige så godt! Smag og behag ♥
Marcipankage med pære og mælkechokolade
8-10 personer
150 g marcipan
150 g sukker
150 g blødt smør
3 æg
50 g mel
50 g god mælkechokolade
150 g pærer, skrællet og i tern
Saft af 1/4 citron
30 g mandler, hakket
Bageform:
Springform 20 cm (reklamelink)
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Riv marcipanen ned i en skål og pisk godt sammen med sukker, og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter mel og til sidst hakket mælkechokolade i. Hæld dejen i en springform (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Vend pæreternene med citronsaft og fordel dem på dejen sammen med de hakkede mandler. Bag kagen i ca. 40-45 minutter. Tjek om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen.
Pam skriver
Where can I find this recipe in English? I searched your website for all Marzipan cakes and I cannot find this one in English ..☹️
When I click on the lines on top and I get the English option, there are many other cakes with marzipan but not this specific one … can you help? Thanks
Signe skriver
Ville du rive marcipanen?
Lisbet Pals Svendsen skriver
Uhm! Den skal helt sikkert prøves – 1000 tak 🙂
Anne au Chocolat skriver
Dear Pam
I will try to translate it for your as soon as possible 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Signe
Ja det gør jeg 🙂 Skriver det lige i opskriften straks!
Eva skriver
Hvilken glutenfri meltype vil du foreslå i stedet for ?? Og stadig 50gram??
På forhånd tak. Vh Eva
Anne au Chocolat skriver
Kære Lisbet
Det glæder mig at høre 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Eva,
Hmm.. jeg er ikke så skarp ud i glutenfri meltyper til kagebagning, men ville umiddelbart sige rismel og samme mængde ja!
Maja skriver
Lavede denne kage to gange i weekenden – stort hit!
Anne au Chocolat skriver
Kære Maja,
SKØNT at høre 🙂
Vibeke Sørensen skriver
Kan den fryses ?
Anne au Chocolat skriver
Hej Vibeke,
Ja sagtens!
Annette skriver
Hej Anne
Skal den bages midt i ovnen?
Synes der er vildt meget dej til en form på 20 cm, men det skal prøves.
Emma skriver
Hej Anne. Kan jeg godt bruge frosne pærer? Jeg har nemlig et par pærer liggende, men jeg kommer ikke til at lave kagen nu her. Hvis jeg skærer pærerne i små stykker og fryser dem, kan de så sagtens bruges når de er tøet op? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Emma
Ja det tænker jeg sagtens 🙂