Denne sidste mandag i april måned starter ekstra godt. I skrivende stund sidder jeg nemlig og nyder et stykke af denne saftige og chokoladefyldte marmorkage med marcipan – eller skulle man kalde den en marmormazarin? Under alle omstændigheder er den fantastisk lækker og hyggelig uden sidestykke. Kræs for kageelskere vil jeg våge at påstå. Prøv den ♥
Marmorkage med marcipan og chokolade
8-10 personer
200 g marcipan
200 g sukker
200 g smør, blødt
4 æg
100 g mel
60 g mørk chokolade, smeltet og afkølet
1 spsk kakaopulver
Chokoladetopping:
75 g mørk chokolade
15 g smør
Pynt:
Hindbær
Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål, og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend mel i. Tag 1/3 af dejen fra og kom den over i en anden skål. Rør chokolade og kakao i dejen. Fordelen halvdelen af den lyse dej i en brødform (ca. 1,5 liter) beklædt med bagepapir. Kom den mørke dej ovenpå, og dæk med den resterende lyse dej. Brug en strikkepind eller kniv til at røre dejen let igennem. Bag kagen ved 175 grader varmluft i ca. 55 minutter. Kontroller om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af og vend den derefter ud af formen og over på et fad.
Chokoladetopping:
Hak chokoladen og kom den i en skål. Smelt over vandbad eller i mikrobølgeovnen ved medium effekt. Rør undervejs. Tilsæt smør til den smeltede chokolade, og rør rundt til det er smeltet sammen med chokoladen. Fordel på marmorkagen sammen hindbær.
Skriv et svar