Denne her kage lavede jeg til kæreste Kurts 1 års fødselsdag i går. Mest til ære for hans søde mor Emily, som elsker mazarinkage, saltkaramel, peanuts og chokolade (det minder jo om Snickers :)). Men den kom aldrig på kagebordet, da jeg tabte den på vej ud af bilen (indsæt her irriteret, flov, ked af det og kvajet sig emojis). Heldigvis var kagebordet fyldt med lækre kager til den store guldmedalje alligevel. Og det var så dejligt og hyggeligt at være med til at fejre den søde fødselar. Jeg skylder dog stadig en ny kage, Ems!
Her kommer opskriften:
Mazarinkage med saltkaramel, peanuts og chokolade
12-14 personer
Mazarin:
200 g marcipan, revet
200 g sukker, gerne bagesukker fra Dansukker
200 g smør, blødt
4 æg
100 g mel
Saltkaramel:
95 g sukker, gerne bagesukker fra Dansukker
45 g glukosesirup
200 ml piskefløde
Et nip salt
100-130 g saltede peanuts
50 g mørk chokolade
Bageform:
Springform 24 cm (reklamelink)
Mazarin:
Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Pisk marcipan og sukker godt sammen i en skål og tilsæt smør under stadig piskning. Pisk æggene i et ad gangen. Vend derefter mel i. Hæld dejen i en smurt springform (ca. 24 cm i diameter) beklædt med bagepapir. Bag kagen i ovnen i ca. 30-35 minutter. Kontroller om den er færdigbagt med en strikkepind. Køl kagen af. (Jeg lavede min dagen før)
Saltkaramel:
Kom bagesukker og glukosesirup i en stor tykbundet gryde. Smelt det til en lysebrun boblende karamel ved medium varme. Opvarm imens piskefløden til lige under kogepunktet i en anden gryde. Tag det karamelliserede sukker af varmen, tilsæt straks den varme fløde lidt ad gangen og rør godt til med et piskeris hver gang. Tilsæt lidt salt. Køl af og hæld på et glas. Stil på køl, til karamellen skal bruges. (Som med kagen lavede jeg saltkaramellen dagen før og tog den ud af køleskabet en halv times tid, inden jeg skulle bruge den).
Pynt:
Tag kagen ud af formen og placer den på et kagefad. Fordel karamellen på kagen og drys med peanuts samt smeltet mørk chokolade. Server straks eller opbevar den på køl til servering. Lad den dog gerne lige stå ude i 15-20 minutter og stuetemperere lidt inden servering, hvis det har været på køl.
Venterpaavinblog skriver
Er sikker på du må være tilgivet, med så meget tanke der er bag – hold op, den ser go’ ud!
Og hey: Det er ikke dumt med en undskyldning for endnu engang kagehygge i godt selskab, nu det skullé ske 🥰
Anne au Chocolat skriver
Du har helt ret <3 🙂
Anna skriver
Hvor er dit fine kagefad mon fra? 🙂