På billedet ovenfor ser I min mors mars-kagedåse, der er ældre end mig. Jeg elsker den meget højt, særligt fordi den hele mit liv har været proppet med småkager i julen. Og i går havde jeg også fingrene i dåsen efter et par finskbrød, som min mor havde bagt efter min oldemor Frida Ibsens opskrift. Finskbrødene er skønt sprøde og meget smøragtige, og jeg har vist aldrig oplevet en jul uden dem, og derfor er de til trods mangel på krydderier mere julede for mig end pebernødder og brunkager. Min mor har i øvrigt vist heller aldrig holdt jul uden at spise disse småkager, da mormor jo bagte dem efter sin mors opskrift. Kvinderne i vores familie har søde tænder alle sammen 🙂
I vores familie har der aldrig været tradition for at drysse mandler eller nødder på finskbrødene. Kun knasende sprødt perlesukker. Mor gjorde det dog alligevel denne gang, da hun mente, at det ville gøre sig ekstra godt på billederne. Jeg har en sød mor, som havde ret.
Opskriften lyder således:
375 g hvedemel
250 g smør
1 æggeblomme
100 g sukker
æggehvide til pensling
perlesukker og evt. hakkede mandler/ hasselnødder til drys
Melet sigtes og smuldres med det kolde smør. Æggeblomme og sukker røres sammen og blandes i mel-smør blandingen. Dejen æltes sammen med let hånd og rulles i fingertykke stænger, som klemmes lidt flade, ca. 4 mm i tykkelsen. Pensles med æggehvide og drysses med sukker og evt. mandler/ nødder. Småkagerne hæver lidt, så de skal placeres med lidt afstand på bagepladen.
Bages på ovnens midterste rille i ca. 12-15 min. ved 200 grader
Livsmod skriver
Åh hvor fantastisk med endnu en opskrift jeg MÅ teste denne jul! Det er godt at der er mange dage til mine juleprædikener skal være færdige 😉
Specierne bliver spist hurtigere end man kan bage dem, skal jeg hilse og sige fra præstekontorer rundt om, hvor jeg har haft dem med som ren blær !
Tak
Monica skriver
Hvor mange kager bliver der af opskriften?
Jette skriver
Hej Anne!
jeg er ellevild med din side her! Er det ikke muligt at blive tilkoblet den som fast læser?
Kh Jette – tak for mange fantastiske opskrifter!!
Maja Højgaard skriver
Ej – den opskrift må jeg imponere svigermor med i julen! Har aldrig fået finskbrød hjemmelavet før…
Anne au Chocolat skriver
Kære livsmod,
Ja marcipanspecierne er også fantastiske 🙂
Jeg håber, at finskbrødene bliver lige så populære!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Monica
Jeg spurgte min mor lidt tidligere i dag, og hun meldte tilbage “Jeg har aldrig talt, men en 50-60 stk tror jeg” 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Jette
Uh det ved jeg faktisk ikke om man kan. Men man kan vist melde sig til det der RSS (jeg har ikke så meget forstand på internet :-)) og så kan man i hvert fald følge mig på Bloglovin – det kan du se ude til højre i siden!
Tak for din kommentar i øvrigt. Jeg bliver altid glad af at høre fra nye læsere!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Maja
Ja, det må du vist prøve 🙂
Glædelig jul (om lidt)
Kh Anne
Sofie skriver
Hvor sjovt.
Min mor har også sådan en Mars dåse som nok er 25 – 30 år gammel og så er finskbrød også en af favoritsmåkagerne i vores familie. Altså lige bortset fra pebernødder som bliver bagt efte en gammel gammel familieopskrift som aldrig er set lignende andre steder.
Anne au Chocolat skriver
Kære Sofie
Ja, det er godt nok pudsigt! Den er dejlig den dåse 🙂
Putter I nødder/mandler på jeres finskbrød ?
Glædelig jul.
Anne
Benedikte Capion skriver
Hvor er det virkelig, virkelig fiiiint at have sådan en “julesmåkage”-tradition – sådan en, hvor man bare ved, der er noget, der ikke er, som det skal være, hvis de ikke er der til jul.
Og så en fin dåse – min mor har en stor samling efter den mand, der havde boet i deres nuværende bolig før dem. Han havde været købmand, så han havde alle mulige dåser med kaffe-, the- eller margarineproducenters(og alle mulige andre produkter) navne på, som hørte med i husets inventar, da de flyttede ind 🙂
Sofie skriver
Hej Anne
Ja, jeg putter hakkede smuttede mandler på eller hakkede pistaciekerner. det ser så fint ud.
Sofie
Rike Pedersen skriver
Hej,
Tak for fine opskrifter.
Dejen til finskbrød skal den på køl, inden den kommer i ovnen?
Mange hilsner, Rike Pedersen.
Anne au Chocolat skriver
Kære Rike
Ja det er en god idé 🙂
Kh Anne
Kirsten Rasch skriver
Jeg vil lige fortælle her fra det varme sydspanien d. 18.dec. at jeg har været nødt til at lave 2. portion af disse fantastiske finskbrød. Jeg har aldrig fået dem bedre og de ryger som varmt “finskbrød” Tak for den opskrift.
Kirsten Rasch skriver
Og ps: Ikke mindst hakkede mandler gør dem suveræne.
Anne au Chocolat skriver
Kære Kirsten
Det glæder mig så meget at du synes om opskriften 🙂
Glædelig jul.
Kh Anne
Dinah skriver
Hejsa,
Har forsøgt at finde opskriften på de omtalte Marcipanspecier, med uden held:-(
Har du opskriften liggende?
Julehilsner
Dinah
Anne au Chocolat skriver
Kære Dinah
De er i mit opskriftindeks 🙂
Kh Anne
Heidi Ahlers skriver
Kære Anne
Tusind tak!
Min mormor på 93 har bagt finskbrød – de bedste, jeg ved – altid, men orker nu ikke længere. Det er et savn, når vi besøger hende.
Hele familien har i årevis været fælles om at lave en pakkekalender til min mormor hver december med små gaver og personlige breve.
I år valgte jeg at prøve at gøre hende finskbrød-kunsten efter og bage en dåsefuld til hendes kalender i håb om at kunne ramme en opskrift, der var bare tilnærmelsesvis ligeså god som den, hun “sådan lidt på slump” altid har brugt, og som vist ikke engang eksisterer på tryk!
Gaven fik hun så forleden, den 3. december. Hun ringede om aftenen og takkede. Aldrig havde hun smagt så gode finskbrød! Hun har ringet igen siden blot for at sige, at nogle gæster og den søde plejer, som kommer og ser til hende hver dag, synes det samme!
I dag var jeg på besøg hos hende til en kop kaffe – jeg blev budt en fransk vaffel fra Spar-købmanden til! Dåsen med finskbrød stod ellers ved siden af. “Dem får du altså ikke, de er så gode, at de skal gemmes til mig selv, og så kan mine andre gæster få lov at smage – du kan jo bage dem selv!” sagde hun til mig 🙂
Det glæder mig usigeligt at kunne glæde min gamle mormor sådan med din gode opskrift. Hun har glædet mig og mange andre med skønne kager gennem så mange år…
Glædelig jul til dig og dine!
Anne au Chocolat skriver
Kære Heidi,
Det lyder bare dejligt, at du i år skal glæde din mormor med disse finskbrød 🙂
Rigtig glædelig jul til jer begge.
Kh Anne
Ulla Hansen skriver
hej vil prøve din version i år, jeg elsker finskbrød. et fif i øvrigt er at lave appelsinperlesukker.. giver en frisk smag sammen med de hakkede nødder.
appelsinperlesukker: vask og riv skallen af 1-2 økologiske appelsiner. bland med perlesukker, svært at sige hvor meget men tænker omkring 100g sukker per appelsin. læg på et stykke bagepapir et par timer, derefter i et glas.
Mette skriver
Woaw!
Brugte din opskrift til mine finskbrød.. Super lækre, luftige, lette og med en dejlig krumme.. Eej, jeg har helt ondt i maven af at spise så mange. Jeg brugte både perlesukker og mandler på toppen.. Super, super lækkert 🙂
Karen skriver
Jeg bagte dem her i går for at prøve noget nyt – har egentlig altid syntes finskbrød var en kedelig småkage, men det var bestemt ikke tilfældet med dem her. Hold op hvor smager de smørlækkert! 🙂 Min kæreste syntes det var de bedste småkager han nogensinde havde smagt.
Jeg ændrede i øvrigt fremgangsmåden en anelse: Jeg rullede stængerne, skar dem i stykker og flyttede dem til bagepladen, hvorefter jeg trykkede dem flade dér – det syntes jeg var nemmere end at trykke dem flade på bordet og flytte dem bagefter. Og så dryssede jeg med finthakkede hasselnødder og almindelig rørsukker, da jeg ikke havde noget perlesukker i huset.
Anne au Chocolat skriver
Kære Karen,
Det glæder mig at høre 🙂
Birthe nielsen skriver
Jeg har lige brugt din opskrift. Fantastisk. Jeg brugte pistaciekerner og perlesukker. Det er super godt.
Anne au Chocolat skriver
Kære Birthe,
Sikke en god idé med pistacier 🙂