Rent rationelt skulle man tro, at jeg ville føle trang til et par usøde dage efter den fantastiske dessertaften på Søllerød Kro i søndags. Men trangen kom aldrig – det gør den aldrig!! Mandag efter min eksamen kom min kæreste med en af mine favorit champagner fra Georges Laval – som tilmed er biodynamisk og kan købes i Pétillants detailbutik SKÅL – og en lille kage fra La Glace. Bobler og sødt er den bedste måde at fejre mig på!
Tirsdag blev jeg sukkerfristet på Bing’s på Sønderboulevard, hvor jeg blev nødt til at smage deres hjemmelavede is (som jeg skriver om snarest i et separat indlæg) og senere på dagen spiste jeg en hindbærsnitte med min mor hos Dessertdragens Kageværksted – den lækreste hindbærsnitte nogensinde (og havde jeg haft mit kamera på mig i det søde øjeblik, havde jeg bestemt dedikeret et helt indlæg til hindbærsnitten, det må blive en anden gang!
Onsdag spiste jeg Summerbird chokolade, tre forskellige slags is fra ParadIS og sluttede Skt. Hans Aften af i selskab med min bedste veninde og hendes kæreste – dér var det søde indslag en lækker hjemmelavet koldskål lavet helt efter bogen, dog tilsat lidt mascarpone. Vi spiste små stykker af bagte vinrabarber til, hjemmelavet marengskys i italienske farver (rød,hvid og grøn) og ikke mindst hakket valrhona 🙂 Det kan klart anbefales at eksperimentere med andet tilbehør til koldskålen end kammerjunkere. De let syrlige rabarber og de sprøde marengskys komplimenterede den semifede koldskål helt perfekt, og chokoladen gav desserten dybde! Jeg ville ønske, at jeg også havde mit kamera med dér….
Nå men i går huskede at tage mit kamera med hjem til middag hos mine forældre, og derfor kan jeg nu skrive om den lækre pærekage, min mor serverede til dessert! Jeg har tidligere her beskrevet, hvor meget jeg elsker pund-til-pund kager, og pærekagen er lavet på samme måde faktisk.
125 g sukker
2 æg
125 g mel
Fyld:
2-3 pærer, skrællet og skåret i tynde skiver
4 spsk sukker blandet med kanel
Forvarm ovnen til 180 grader. Pisk smør og sukker godt sammen og tilsæt æggene ét ad gangen. Vend til sidst mel i. Smør et tærtefad og fyld dejen heri. Fordel pærerne oven på dejen, som man ønsker og drys med kanelsukker. Bag i omkring 30-35 minutter (eller til den er færdig :-))
foodfanatic skriver
Smukt ser det ud Anne. Og sikke en sød kæreste, der kommer med lækkerier og bobler 🙂
Piskeriset skriver
Hehe. Det er nu også skønne sager, du har indtaget de sidste dage 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Nadia,
Ja nogle gange er fantastiske kærester næsten lige så godt som søde sager….hihihi 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Piskeriset,
Ja, det er helt vildt så mange skønne sager, jeg har indtaget og jeg kan godt røbe, at jeg igen i dag har spist lækkerier 🙂
Signe skriver
Pund til pund er ikke en klassiker for ingenting!
Og ja, selvfølgelig skal man have lidt sødt HVER dag 🙂
Anne au Chocolat skriver
Godt at du er med på den søde idé, kære Signe 🙂
Kari Rose Holm skriver
Hej Anne
Tak for inspiration igennem årene.
Kan kagen fryses? Og så måske tøes op og lunes inden servering?
Dbh Kari