Mandagskage er bare et rart koncept ♥ Og i dag har jeg bagt disse saftige mandel-hvid chokoladekager med solbær fra vores have og knasende sprød kokos på toppen. Solbærrene kan sagtens skiftes ud med hindbær eller brombær – og kokos med mandelflager for eksempel, hvis man ønsker variation. Og man kan snildt tilføje fintreven øko citronskal til dejen også.
Saftige mandel-hvid chokolade kager med solbær og kokos
6-8 stk
100 g mandler
100 g smør
100 g hvid chokolade
2 æg
100 g sukker
35 g mel
100 g solbær, friske eller frosne
25 g kokosmel
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Blend mandlerne helt fint i en minihakker (mandelmel kan også bruges i stedet). Smelt smør i en gryde. Tag gryden af varmen, og tilsæt den (hakkede) hvide chokolade. Rør godt rundt, så chokoladen smelter helt sammen med smørret. Køl chokoladeblandingen lidt af. Pisk æg og sukker til let og luftig konsistens i en skål. Tilsæt mel og pisk videre. Tilsæt den smeltede blanding af hvid chokolade og smør til kagedejen lidt ad gangen under omrøring. Vend de fintblendede mandler i. Fordel dejen i 8 almindelige muffinsforme eller 6 lidt større – smør dem med smør inden, hvis I bager dem direkte uden papirsforme. Tryk solbærrene ned i dejen og drys med kokosmel. Bag kagerne i ca. 25-30 minutter. Køl kagerne helt af – og gerne i et par timer, inden de nydes.
Spis dem som de er – eller sammen med creme fraiche eller vaniljeis til dessert.
Helle skriver
Kan jeg bruge mørk chokolade i stedet?
Jeg kan desværre ikke lide hvid chokolade…
Anne au Chocolat skriver
Kære Helle,
Det ved jeg desværre ikke – jeg har ikke selv prøvet, så jeg kender ikke til resultatet.