Sommersøde, simple men ret festlige og ikke mindst vanvittigt velsmagende små rabarberkager, som er så lækre i sig selv. Og endnu mere geniale med en skefuld græsk yoghurt og et drys af myntesukker (lavet med mynte fra krydderurtebedet i haven).
De er perfekte til eftermiddagskaffen eller en koldbrygget iste, og slut også gerne en sommerlig middag af med at stille et fad af disse på bordet. Ren lykke ♥
Små rabarberkager med græsk yoghurt og myntesukker
12 stk
100 g sukker
70 g smør, blødt
Korn fra 1/4 vaniljestang
1 æg
75 g græsk yoghurt
130 g mel
1 tsk bagepulver
Fintrevet skal fra 1/4 øko citron
150 g rabarber
Myntesukker:
25 g sukker
20 mynteblade
Græsk yoghurt
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Pisk sukker, smør og vaniljekorn godt sammen i en skål. Tilsæt æg og yoghurt og pisk videre. Vend mel og bagepulver i kagedejen. Skær rabarberne i skiver på 5 mm og vend dem i kagedejen. Fordel dejen i 12-14 små muffinsforme (reklamelink) og bag dem i ovnen i 18-20 minutter. Brug en strikkepind eller tandstik til at tjekke, om de er færdigbagt. Køl dem helt af. Lav i mellem tiden myntesukker. Kom mynte og sukker i en morter og knus til myntesukker. Eller brug en minihakker. Kom en lille skefuld græsk yoghurt på hver kage og drys med myntesukker. Server straks.
VenterpaavinBlog skriver
Lyder så lækkert med mynte-rabarber kombien!
– A
Anne au Chocolat skriver
Kære A
Tusind tak 🙂
Kh Anne
Mille skriver
Hej! Sikke en dejlig simpel opskrift! De ser gode ud! Kan kagerne bages dagen i forvejen? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Mille,
TAK 🙂
Det kan du tro! Pga. rabarberstykkerne ville jeg opbevare kagerne på køl natten over og så tage dem ud et par timer inden servering.
Kh Anne
caroline skriver
Hejsa
Tror du man kan bruge rabarber, der har været frosne?
Anne au Chocolat skriver
Kære Caroline
Ja det tror jeg sagtens 🙂
Catarina Krogh Andersen skriver
Kære Anne
Har bagt disse små lækre rabarberkager. Det var en kæmpe succes med græsk yoghurt og myntesukker på toppen👌😀Virkelig en gode kombination. Skønt at få brugt rabarber og mynte fra haven. Endnu engang med inspiration fra din altid fantastiske blok. Tak for den👍😀❤️
Anne au Chocolat skriver
Kære Catarina
Hvor er det dejligt at høre 🙂
Kh Anne