Projekt tøm-ud-i-fryser er i gang for tiden, og jeg tog en pose sommerjordbær og ditto dejlige brombær ud i går aftes. Det var før, jeg vidste, at Emil var skoldkopperamt her til morgen (præcis to uger efter Kajs første skoldkopper – men så får vi det da overstået :)) Og heldigvis elsker han at være med til at bage og smage! Og disse lækre snitter med sommersmag af modne jordbær og brombær var ingen undtagelse i dag.
Nyd dem som de er eller med en kugle vaniljeis på toppen ♥
Snitter med jordbær og brombær
20 stk
Dej til bund og top:
1 æggeblomme
220 g hvedemel
100 g sukker
1/2 tsk bagepulver
40 g havregryn
150 g smør
Fyld:
180 g brombær
200 g jordbær, skåret i kvarte
1 spsk citronsaft
60 g sukker
1 spsk maizena
Dej:
Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Kom alle ingredienser i en røremaskine, og rør til en ensartet, smuldret dej. Eller brug dine hænder til at smuldre dejen i en almindelig skål.
Fyld:
Bland alle ingredienser sammen i en skål.
Samling:
Pres 2/3 af dejen godt ud i bunden af en firkantet form (ca. 22 x 22 cm) beklædt med bagepapir. Fordel bærfyldet på bunden i formen (hold eventuelt lidt saft tilbage). Smuldr resten af dejen på toppen. Bag i ca. 40 minutter, til crumbletoppen er fint gyldenbrun. Køl af i en halv times tid og skær ud i snitter.
Skriv et svar