Jeg har drømt om svampede chokolademuffins de sidste mange dage, og her til formiddag skulle det være. Jeg kastede mig ud i at lave en opskrift til jer efter at have researchet rundt på nettet hele morgenen. Normale (amerikanske) chokolademuffins indeholder kærnemælk, men da jeg kun har kærnemælk i huset, når jeg laver koldskål om sommeren, måtte jeg finde på noget andet. Derfor brugte jeg citronsaft i kombination med mælk til at skabe nogenlunde samme syrlighed. Det fungerede super godt!
Tag godt imod opskriften – jeg er sikker på, at I bliver glade for den! Vi er i hvert fald alle begejstret herhjemme ♥
Chokolademuffins
10 stk
50 g smør
50 g mørk chokolade, hakket
120 g bagesukker fra Dansukker
120 g mel
30 g kakaopulver
1,5 tsk bagepulver
0,5 tsk natron
1 nip salt
1 dl mælk
2 spsk citronsaft
1 æg
Fyld: 50 g hakket hvid chokolade, 50 g hakket mælkechokolade, 50 g hakket mørk chokolade
Forvarm ovnen til 190 grader varmluft. Smelt smørret i en gryde, tilsæt den hakkede mørke chokolade. Tag gryden af varmen og rør rundt og lad det køle af. Bland bagesukker, mel, kakaopulver, salt, bagepulver og natron i en skål. Bland mælk, citronsaft, æg i en anden skål og tilsæt den afkølede blanding af smør og chokolade (det vil muligvis se skilt ud her, men det er helt ok). Pisk den våde blanding ned i den anden skål med de tørre ingredienser og bland godt med et piskeris. Tilsæt de tre hakkede chokolader og fordel derefter dejen i 10 muffinsforme (med muffinsforme i papir i). Bag i ca. 15 minutter, til de er fint hævede. Opbevar de muffins, som ikke bliver spist med det samme, i en lufttæt beholder.
De er fryseegnede:)
Thit Kronborg skriver
Hej Anne;
Kan det lade sig gøre at lave dejen i god tid, inden man bager (f.eks. 3-5 timer)? Eller skal dejen fordeles og bages med det samme, at den er kreeret?
Mvh.
Thit
Anne au Chocolat skriver
Kære Thit,
Jeg har ikke prøvet men ja det tænker jeg sagtens. Hvis dejen er køleskabskold, skal den muligvis lige stuetemperere lidt 🙂
Cathrine skriver
Kære Anne
Tak for mange gode opskrifter! Mine muffins smagte godt, men smuldrede helt – har du er bud på, hvorfor det sker?
Bh
Cathrine
Anne au Chocolat skriver
Kære Cathrine,
Selv tak <3
Hmm.. kan de have været bagt lidt for længe i forhold til din ovn? Det er nok mit bedste bud.
Kh Anne
Ellen skriver
Hej Anne, Mine muffins smuldrede også og var faktisk tørre, hvad jeg har også gjort galt? Bagte ikke længere end de 15 min.
Mvh
Ellen
Cathrine skriver
Hej Anne! Hvor ser de lækre ud, dem kunne jeg godt tænke mig at lave til vores datters barnedåb her i september – hvordan håndterer man dem efter nedfrysning, skal de blot tøes op og så spises stuevarme eller varmes i ovn, og i så fald hvor meget?
KH Bage-novicen