Denne tærte smager himmelsk.
Faktisk er den så lækker, at man kan høre englene synge, når man sætter tænderne i et stykke. Sådan var min smagsoplevelse i hvert fald, da jeg spiste et stykke af denne tærte med smørrig sprød tærtebund, cremet marcipanfyld og en vanedannende lækker, fløjlsblød crème pâtissière (det franske ord for konditorcreme) med mælkechokolade og den dejligste, syrligt søde smag af passionsfrugt samt knas på toppen i form af granatæblekerner og hakkede mandler.
Jeg ville ønske, at bloggen havde en smagefunktion, så I lige kunne få en smagsprøve ud gennem skærmen. Det ville da være alletiders <3
Tærte med passionsfrugt og mælkechokolade
10 personer
Mørdej:
100 g mel
40 g flormelis
1 knivspids salt
75 g smør, koldt
1 tsk vand
Marcipanfyld:
40 g marcipan
40 g smør, blødt
20 g flormelis
1 æg
Crème Pâtissière med mælkechokolade og passionsfrugt:
70 g god mælkechokolade, gerne Jivara 40% fra Valrhona
175 ml mælk
2 æggeblommer
50 g sukker
15 g maizena
2 passionsfrugter
Pynt:
Granatæblekerner
Hakkede mandler
Passionsfrugt
Mørdej:
Kom mel, flormelis og salt i en røremaskine. Skær smør i tynde skiver og kom det i røremaskinen. Rør indtil det ligner “revet parmesan”. Saml hurtigt dejen med vand. Dæk dejen til, og lad den hvile på køl i 30 minutter. Rul den ud mellem to stykker bagepapir og kom den i tærteformen (20 cm i diameter). Alternativt kan dejen trykkes ud i formen med fingrene.
Marcipanfyld:
Riv marcipanen på et rivejern og rør sammen med smør og flormelis til en ensartet masse og tilsæt derefter ægget. Fordel marcipanfyldet i tærtebunden og bag tærten ved 175 grader varmluft i 20-25 minutter, indtil den er gylden og færdigbagt. Køl den af på en bagerist.
Crème Pâtissière med mælkechokolade og passionsfrugt:
Hak mælkechokoladen fint. Varm mælken op til kogepunktet og tag gryden af varmen. Tilsæt straks mælkechokoladen, og lad det stå i 2 minutter. Rør derefter rundt (gerne med et piskeris), indtil chokoladen er helt smeltet. Kom æggeblommer, sukker og maizena i en skål. Skær passionsfrugter midt over og kom frugtkødet over i en si hen over skålen med æggeblommer. Brug bagsiden af en ske til at trykke al passionsfrugtsaften gennem sien og ned i æggeblommerne uden at få kernerne med. Pisk derefter det hele godt sammen til en luftig konsistens. Hæld den varme chokolademælk over i æggemassen og pisk godt imens. Hæld cremen tilbage i gryden, og kog det godt sammen under kraftig piskning, til cremen tykner. Hæld straks cremen over i en skål og køl den af, til den har stuetemperatur. Fordel cremen på den afkølede tærte og stil gerne tærten på køl natten over – eller server den straks med granatæblekerner, hakkede mandler og lidt ekstra passionsfrugt på toppen.
Kristine skriver
Den ser skøn ud. Hvilken slags marcipan bruger du? Jeg har prøvet en del efterhånden, men jeg har endnu ikke fundet en, jeg synes rammer helt plet 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristine,
Tusind tak – og det smager endnu mere skønt 🙂
Jeg bruger helst Summerbirds marcipan, da den er mest mandelrig, synes jeg.
Kh Anne
Sophie skriver
Jeg skal til at bage den her skønhed i aften.? Men hvilken slags mælk bruger du i opskriften?
Sophie Dittmer skriver
Jeg skal til at bage den her skønhed i aften.? Men hvilken slags mælk bruger du i opskriften?
Anne au Chocolat skriver
Kære Sophie,
Hvor lyder det dejligt! Jeg bruger som regel letmælk, da det er det, vi har herhjemme for tiden, men sødmælk er også rigtig godt!
Kh Anne
Marica skriver
Du skriver at man skal koge massen til den tykner, hvor mange grader er det cirka?
Anne au Chocolat skriver
Kære Marica,
Uh det ved jeg ikke helt, men det skal i hvert fald boble godt, mens du rører rundt – og så tykner det helt af sig selv.
kh Anne
Dorthe skriver
Ved du om man kan fryse tærten når den er færdig? og så pynte den bagefter 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Dorte,
Jeg tror, at det vil ødelægge fyldets konsistens, men jeg ved det ikke 🙂