Havregrød er et af de morgenmåltider, jeg vender tilbage til igen og igen. Det er en velsmagende, varm, hyggelig og ikke mindst mættende start på dagen med sådan en skål morgengrød. Og så kan den jo varieres i det uendelige, hvilket jeg helst gør. Jeg spiser aldrig rigtig det samme to morgener i træk. Som jeg før har ytret, er morgenmad mit yndlingsmåltid, og derfor skal der også kæles lidt ekstra for smagsoplevelsen hver morgen, hvis tiden er til det.
Denne havregrød er lavet på mælk, som jeg bedst kan lide at lave den. Den bliver bare ekstra cremet og hyggelig, når vandet erstattes af mælk. Grødens fine lyserøde farve kan krediteres den håndfyld friske hindbær, jeg tilsatte, inden grøden blev kogt. Grøden blev derfor drysset med friskristet kokosmel, blåbær samt stykker af kiwi, og sidst men ikke mindst en skefuld af chokolade og crunchy peanut butter, som jeg havde smeltet til anledningen. Faktisk var det lidt af en tanketorsk at bruge tid på at smelte chokolade og peanut butter sammen i mikrobølgeovnen, da det jo ville smelte helt af sig selv i den varme grød. Det skriver jeg lige bag øret. Til havregrøden spiste jeg også lidt mango, som trods sin bleggule farve var vældigt aromatisk og saftig. Uhm, så kan man altså sagtens holde indtil frokost.
Denne grød ville også være en alletiders morgenmad her i weekenden, tænker jeg. Ha’ en dejlig fredag, allesammen! Her kommer den simple opskrift:
Morgengrød med hindbær, peanut butter og chokolade
1 person
1 dl havregryn
2 dl mælk
1 håndfuld friske hindbær
5-10 g god mørk chokolade, hakket
5-10 g crunchy peanut butter
Friske blåbær
Kiwi skåret i mindre stykket
Ristet kokosmel (jeg rister kokos til en uge ad gangen)
Bring havregryn, mælk og hindbær i kog i en gryde og rør undervejs. Kog den endelig ikke for meget, da den så risikerer at blive for klistret. Hæld grøden i en skål og kom chokolade og peanut butter ned i grøden og drys med blåbær, kiwi og ristet kokosmel. Velbekomme!
[…] Puder vaarikate, maapähklivõi ja šokolaadiga […]