Jeg lavede en himmelsk chokoladeis til dessert i aftes. Når jeg laver is, forbereder jeg gerne cremen dagen før, men den køres til gengæld først på maskinen til allersidst. Jeg synes, is skal serveres direkte fra maskinen! Denne holdning umuliggjorde imidlertid at tage billeder, jfr. et tidligere blogindlæg, der beskriver min kærlighed til dagsbelyste billeder. Derfor intet billede desværre.
Men jeg vil meget gerne dele opskriften med jer. Den er kraftigt inspireret af en af chokoladeisene fra min yndlingsbog ‘Ices’ – men jeg har tilføjet lidt mere sukker! 🙂
3 spsk kakao
140 g sukker
375 ml sødmælk
100 g chokolade, 66 % (Caraïbe) – hakket
3 æggeblommer
1/2 vanillestang
250 ml piskefløde
Bland kakao og halvdelen af sukkeret i en skål og tilføj en lille smule mælk, nok til at røre den til en homogen masse. Bring resten af mælken i kog og rør det hurtigt i kakaomassen. Hæld ‘kakaomælken’ tilbage i grynden, og varm op og lad det simre i 5 min under omrøring (på den måde fjerner man kakaoens rå pulverfornemmelse.) Fjern gryden fra varmen og tilsæt chokoladen.Pisk det resterende sukker med blommerne og korn fra vanillen indtil lyst og luftigt. Hæld derefter ‘chokolademælken’ over under konstant piskningen. Hæld hele molevitten tilbage i gryden og varm op til 83 grader under omrøring. Køl hurtigt gryden af i et vandbad med isterninger og stil den på køl til, den skal køres på ismaskinen. Pisk til allersidst fløden til en let og blød flødeskum og vend i chokoladecremen. Kør på maskinen.