Havregrød er hos mig en tilbagevendende vinterspise, som især smager godt, når jeg husker dagligt at tilføre den en vis mængde af variation. Med variation mener jeg forskellige bær, frugter, sukkertyper, nødder og chokolade. Man kan faktisk let gøre en almindelig grød super lækker – både visuelt og smagsmæssigt. Jeg sætter en ære i at gøre min grød så interessant og så lækker som muligt, og jeg har også altid haft lidt af et had-kærlighedsforhold til ’plain’ havregrød. Havregryn og vand, kogt med lidt salt, smager egentlig ok, men det keder mig i længden og derfor har jeg svært ved at komme igennem en hel portion.
Derfor varierer jeg en masse min havregrød med:
Små æbletern, rosiner og kanel
Skiver af banan og hakkede valnødder
Blåbær og hakkede mandler
Nutella (!)
De sidste par dage har den ovenstående himmelske hindbær-havregrød hittet hjemme hos mig 🙂
Hvordan gør man ? Man koger såmænd bare sin morgengrød næsten færdig, smager til med fleur de sel fra Camargue, kaster en håndfuld frosne hindbær i, rører forsigtigt indtil bærrene er optøede og hælder til allersidst lidt agave-sirup ovenpå! En meget lækker morgenmad, som jeg tror kunne gøres endnu mere lækker toppet af med lidt ristede mandler, som kunne give den crunchiness jeg elsker!
Ann-Christine skriver
God ide!
Jeg koger havregrød hver morgen til børnene og jeg trængte til inspiration til variation. Revet æble, kaneldrys og bananmos kunne godt bruge til konkurrence fra hindbær. Jeg må se hvad de siger til det i morgen – og så snupper vi voksne en lille håndfuld hakkede nødder i også.
Anne au Chocolat skriver
Jeg glæder mig til at høre, hvad børnene siger til hindbær-grød 🙂
Bitten skriver
Mmm, det lyder fantastisk!
Dog tilbereder jeg altid min havregrød i mikroovn, og det kan måske ikke helt kombineres, men så må jeg prøve det med hindbær de morgener jeg har lidt ekstra tid 🙂
Anne au Chocolat skriver
Du kan sagtens putte hindbær ned i den næsten færdigkogte mikroovns-grød! 🙂 Er sikker på at du bare skal give det 20-30 sekunder derefter. God fornøjelse!
Ann-Christine skriver
De ELSKER det! 🙂
Hindbær igår og jordbær i dag. Sødet med en halv banan og til os voksne kom jeg en lille smule hakkede mandler på toppen. Det smager jo fantastisk!
Mette skriver
Det er virkeligt lækkert! Jeg har også prøvet med jordbær, og det var også rigtig godt.
Jeg laver også min havregrød i mikroovnen og har opdaget, at man skal koge grøden stort set færdig, inden bærrene tilføjes og det hele får lidt mere. Mikroovnen varmer nemlig mest på bærrene end selve grøden, så hvis de kommer for tidligt i, resulterer det i en grød, der skal have meget længere tid end normalt for at blive ordentlig tyk, samt meget varme, nærmest udkogte bær.
Jeg er også ret glad for Granolavarianten: Havregrød drysset med kanel og toppet med frisk æble, banan, rosiner, hakkede nødder og lidt kokosmel. Uhm det er også godt, og så mætter det meget.
Anne au Chocolat skriver
Uhm, det sidste lyder super dejligt Mette 🙂