På årets chokoladefestival faldt jeg i snak med Pernille Kronborg, som havde genkendt, at jeg var Anne au Chocolat. Begejstret fortalte hun mig, at hun og hendes mand var kommet i kontakt med det italienske chokolademærke Amedei gennem lang tids arbejde med salg af andre lækre italienske specialiteter.
Passioneret som de er, har de nu skabt firmaet Chokomania og har fået Amedei til Danmark. Jubii! Pernille har forklaret mig, at deres plan er at sælge den dejlige italienske chokolade til specialforretninger samt kokke og køkkener, hvor man ikke vil gå på kompromis.
Men bare rolig kære læsere, I kan også købe chokoladerne på deres hjemmeside.
Jeg har fået tilsendt fem plader chokolade, som jeg har i sinde at fortælle jer om lidt løbende. I dag skal I høre om de to hvide chokolader, jeg har smagt. En hvid chokoladeplade Cioccolato al latte Bianco og en plade med hvid chokolade og pistacienødder Cioccolato al latte biano con pistacchi.
Den førstnævnte hvide chokolade har en vidunderlig cremet konsistens, som smelter perfekt på tungen. Den har en rig – men delikat – smag af vanille og mælk, og så er den rund, sød og blød i det. Lige noget for Anne au Chocolat! Og så er et lille plus, at man tilfredsstilles hurtigt af denne hvide sag, så der er ingen fare for, at hele pladen ryger med det samme (tør jeg godt vove at påstå, tror jeg.)
Hvad angår den hvide chokolade med pistacierne i, så har de smagssatte chokolader aldrig rigtig haft en plads i mit hjerte, da jeg tit synes, at fyldet så at sige fylder for meget og er for dominerende i forhold til chokoladen selv. Andre gange kan man næsten ikke smage fyldet, og hvorfor skulle det så overhovedet tilsættes? Inden jeg bliver for kritisk, vil jeg straks fortælle, at jeg faktisk godt kan lide Amedeis hvide chokolade med sicilianske pistacienødder. Det er en skøn forening af lækkerier, pistacienøddernes fedme og sprødhed passer i dette tilfælde smags- og konsistensmæssigt nemlig perfekt sammen med den hvide chokolade.
Jeg tror lige, at jeg skal smage begge chokolader en gang til lige NU!
Kira skriver
Årh, hvor lyder det lækkert! Men jeg elsker også hvid chokolade… og pistacienødder! 😀
Anne au Chocolat skriver
Kære Kira! Hvid chokolade og pistacier er en guddommelig kombination, ja 🙂
Rebecca Persson skriver
NUIIII – så fin en chokoladeblog! Hvor er jeg glad for at være stødt på den!
Disse chokolader har jeg kigget længselsfuldt efter inde på Risteriet – og konstateret, at de var ret dyre…. og meget fristende. Bare ærgeligt, de ikke er øko…..