Kære Theis
Nu hvor jeg har haft tid til at fordøje smagsoplevelsen, bliver jeg nødt til at fortælle, at den middag jeg spiste hos jer, er den skarpeste og mest velsmagende, jeg har fået i flere år.
Som jeg sagde til Rasmus, da vi gik, så fik jeg hos jer den “wow-oplevelse”, jeg også har fået på noma, sammen med den “jeg-sidder-lige-og-spiser-så-velsmagende-mad-at-det-når-helt-ind-i-mit-madhjerte-oplevelse”, som jeg plejer at få på Søllerød (jeg er jo rimelig frankofil anlagt og elsker mad, der smager igennem).
Og det er altså en KÆMPE ros!
Jeg glæder mig vanvittigt meget til at komme igen. Jeg skal lige en tur til Paris i næste uge, men der går ikke længe før I ser mig igen
Kh Anne
Denne hudløst ærlige mail skrev jeg til Theis, køkkenchefen på Kadeau København, et par dage efter jeg havde spist på restauranten for første gang. Jeg har valgt at dele den med jer, da den skildrer i nøjagtige skåret_ud_i_pap vendinger, hvor kæmpestor en oplevelse middagen på Kadeau havde været, og hvor meget jeg glædede mig til at komme igen. Theis blev i øvrigt glad for min mail!
Madkærligheden lever for fulde gardiner – i køkkenet og på gulvet – på Kadeau i saft og kraft med moderne og modige serveringer og forrygende formidling deraf. Mit hjerte banker faktisk lige nu bare ved tanken!
Der skulle kun gå lidt over en måned, før jeg atter vendte snuden mod Kadeau ved Sorte Hest på Vesterbrogade 135 for at opleve samme madkærlighed. Lørdag aften spiste jeg nemlig på Kadeau med min søde veninde Nadia, som har den flotte og utroligt inspirerende madblog Foodfanatic.dk. Nadia har været hurtig og allerede smukt foreviget aftenen og den skønne middag på skrift og i billeder lige her. Billederne til dette indlæg har jeg i øvrigt også lånt af Nadia.
For at bevare min søde vinkel har jeg valgt blot at fokusere på desserten og de iskolde kager, vi fik serveret til kaffen. Resten må I læse hos Nadia : )
Desserten, som I ser på billedet ovenfor, hedder Slåen og yoghurt – kærnemælk og valle – mælk og müsli.
Jeg fik faktisk samme dessert serveret første gang, jeg spiste på Kadeau. Og nu tænker I garanteret, at det må have været en skuffelse at skulle spise samme dessert i stedet for at smage, hvad Kadeau ellers kan på den søde front.
Men det var faktisk en kæmpe lettelse.
Ser I, denne morgenmadsagtige dessert er nemlig røget direkte ind på sådan cirka 3. pladsen over de bedste desserter, jeg har spist i mit liv. Sådan en dessert jeg aldrig ønsker at spise op; fordi jeg bare har lyst til at fortsætte med at tage den ene skefuld efter den anden af denne perfekt afstemte og velsmagende sødmefulde dessert til evighed.
Da jeg havde færdiggjort desserten under første besøg, blev jeg næsten desperat ved tanken om, at jeg aldrig skulle spise den igen. Senere viste det sig, at Nicolai fra Kadeau havde været så flink at dele opskriften med Politikens læsere. Denne opdagelse udløste en midlertidig glæde, da jeg tænkte, at jeg så en dag selv måtte kunne lave den – eller noget lignende.
Men lykken var endnu større, da jeg i lørdags fandt ud af, at vi skulle slutte middagen af med samme dessert. Og desuden er der ingen tvivl om, at jeg i fremtiden skal smage mange flere Kadeau-desserter – også på Bornholm!
Hvad gør denne dessert så himmelsk?, spekulerer I sikkert over. Meget enkelt og kort fortalt: perfekte konsistenser og perfekt smag – sprødhed, blødhed, luftighed, syrlighed, sødme og fedme. Og ja, så smager den af morgenmad, som morgenmad burde smage.
Men jeg kan jo ikke lade være med at gå i de søde deltaljer, som dem får I her:
Bitte små knasende stykker tørret slåen-marengs på toppen af en luftig kugle skum, som skjulte en fin og syrlig kærnemælksis. Nedenunder isen lå en sart lyserød skefuld fed og sød slåen-creme, som havde samme konsistens som en lækker friskost eller fed yoghurt. Desserten var i øvrigt toppet af med en lækker sprød müsli, som fungerede visuelt smukt med de lidt mørkere farver, og som samtidig smagte fremragende og gav desserten et let karamelliseret præg. Den lyserøde slåenmælk, som desserten fint sejler rundt i, blev hældt op som en del af serveringen ved bordet.
Lyder det ikke ret guddommeligt ?
Til desserten fik vi serveret en sød og knaldrød italiener fra Piemonte ved navn Cascina Riveri Brachetto ”Birbet”, som var let mousserende og dejligt frisk. Den smagte også af mere, kan jeg godt afsløre!
Men vi fik også en skøn Banyuls, som søde Martin Guf fra Nose2tail havde sendt over til os. Guf var nemlig på Kadeau med sin dejlige kæreste samme aften som os. Først får jeg mit helt eget Anne au Chocolat bord på Nose2tail, og så sender Guf lækker Banyuls i vores retning. Det er da lokal kærlighed! : )
Til stempelkanden med den kenyanske Kieni fra The Coffee Collective, som jeg holder meget af, fik vi serveret disse iskolde sprøde, bløde og syrligt søde kager. Den fine pangfarvede creme i midten er blåbæris. De var små himmerigsmundfulde og passede perfekt til den syrlige kaffe.
Første gang jeg var på Kadeau, var der æbleis i disse kager. Jeg glæder mig til at se, hvilken is der er i spil, når jeg kommer næste gang!
Vicki S. skriver
*Samler diskret underkæben op fra bordpladen* Nøøøøøj, der skal jeg vist hen og spise en gang! 😀
foodfanatic skriver
Kære Anne
Sikke en fin beskrivelse, og sikke mange dessertdetaljer du fik med – jeg er dog ikke overrasket. Tak – igen – for dejligt selskab. Det er nu altså godt med en medspiser, som ikke synes, man er totalt mærkelig med al den fotografering 🙂
Kh Nadia
Sif skriver
Efter sådan en fin anmeldelse må jeg fluks sætte stedet på min liste over restauranter-jeg-skal-besøge-nu-jeg-endelig-bor-i-området.
Mette Lindgaard skriver
Wow, I får solgt den restaurant godt! Det ER jo must-eat-sted, når anbefalingen kommer så rent klart. Bliver helt sulten og kan mærke kærligheden til maden ud gennem skærmen <3
Benedikte Capion skriver
Wow… Det lyder da guddommeligt! Lyder som et besøg man ikke må gå glip af…
Meget, meget fin anmeldelse 🙂
cphfoodie skriver
Uhhh mine tænder løber i vand. Jeg VIL derind. Haps.
Smukke billeder.
Kh Sandra
Mette skriver
Åh Anne, nu har jeg bare endnu mere lyst til at komme på Kadeau. Tusind tak for din fine beskrivelse.
Vil du med ud at plukke slåen til efteråret?
Hersom skriver
Hovsa, nu kom jeg til at savle ned i tastaturet. Æv.
Jeg skal HELT BESTEMT lokke kæresten med derind og spise – han er et madøre ligesom mig og vi står foran ½-årsdagen som ganske kort tid. Så en date på Kadeau ville være lækkert 😀
Piskeriset skriver
Absolut også et af de steder, jeg meget gerne vil besøge en dag. Dejligt at læse om sådan en god restaurantoplevelse 🙂
Ette skriver
Fantastisk, præcis og korrekt beskrivelse af den madoplevelse et besøg på Kadeau er!
Jeg besøgte restauranten for 3 uger siden, og det var en “lige i hjertet” oplevelse.
Vigtigst for mig ud over madens høje kvalitet var, den passion som de alle nærer for stedet. Den kunne mærkes hele vejen fra køkkenet til serveringen.
Martin Villumsen skriver
Hold da op, hvor lyder det bare lækkert! Og så er det jo altid rart når der kommer uventet besøg af lidt portvin 🙂
Det virker egentlig lidt forkert at starte med at læse hvordan måltidet sluttede, så nu vil jeg straks ind på foodfanatic.dk og læse hvordan resten af måltidet var.
Anne au Chocolat skriver
Kære Vicki S
Jeg er glad for, at mit indlæg har givet dig lyst til at besøge Kadeau 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Nadia
Tak for en dejlig lørdag aften! Jeg glæder mig til mange flere af den slags med god mad og vores kameraer 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Sif
Det-synes-jeg-lyder-som-en-strålende-idé 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette
Tak for dine søde ord! Jeg håber, at du snart lægger vejen forbi Sorte Heste og skønne Kadeau 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Benedikte
Mange tak! 🙂 Glæd dig til at besøge Kadeau – det er en sand gave!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Sandra
Det FORSTÅR jeg godt 🙂 Do it!
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette
Det kan du tro, at jeg vil! Men jeg håber også, at vi ses inden 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Hersom
Det lyder som en fantastisk idé! I kan godt glæde jer til en skøn middag på Kadeau 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Piske
Jeg er sikker på, at du vil elske Kadeau 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Ette
Jeg er super glad for at høre, at du har haft samme dejlige oplevelse på Kadeau! Jeg glæder mig allerede til at komme igen og har lyst til at booke bord med det samme 🙂
Kh Anne
Anne au Chocolat skriver
Kære Martin
Ja, det er nok en god idé også at læse Nadias ord 🙂
Kh Anne