Blondies – brownies med hvid chokolade – bagte jeg jævnligt for en del år siden. Af en eller anden grund kom det til en ende, men nu starter jeg igen.
Min kære veninde Simone, som jeg sidste efterår lærte at kende i Paris, fik mig til at huske blondies, da vi på en af vores mange gåture i de københavnske gader kom forbi Emmerys på Nørrebrogade. Simone syntes, at vi skulle dele en af deres små hvide brownies. Det var en fantastisk idé!
I dag har jeg prøvet at genskabe den vidunderlige smag af hvid chokolade, mandler og appelsin. Det lykkedes faktisk – jeg glæder mig til at få Simones dom i morgen aften, hvor mine blondies udgør desserten efter valgflæsket.
Lige som almindelige brownies, skal blondies helst bages dagen i forvejen.
Opskriften lyder således:
200 g smør
200 g hvid chokolade, gerne Ivoire fra Valrhona
3 æg
175 g sukker
125 g mel
1/4 tsk salt
100 g mandler, hakket
100 g hvid chokolade, hakket
reven skal af 1/2 appelsin
Smelt smørret i en gryde, smelt den hvide chokolade over vandbad.
Pisk æg, sukker, mel og salt sammen til en let og luftig konsistens. Vend smør og chokolade i. Tilsæt til sidst de hakkede mandler, den hakkede hvide chokolade og appelsinskal.
Hæld dejen i en kvadratisk form (ca. 22 cm x 22 cm) foret med bagepapir og bag ved 180 grader varmluft i ca. 28-30 minutter.
Mette skriver
Et din kage fryse egnet?
Anne au Chocolat skriver
Hej Mette,
Ja, den kan godt fryses!
Tine Rich skriver
Kære Anne
Nu har jeg prøvet din fine blondie to gange, og hver gang er den blevet ren sandkage – selv om jeg følger opskriften til punkt og prikke.
Har overvejet at bruge mindre mel, kortere bagetid eller mindre varme, men jeg orker ikke bare at famle i blinde. Jeg vil gerne have den våd og konfektagtig som på billedet. Har du et råd?
Kh T
Anne au Chocolat skriver
Kære Tina,
Hmm.. det er underligt. Du må have en meget varm ovn 🙂 Prøv at reducere bagetiden med 5-7 minutter!
Håbr at du har mod på at prøve igen!
Kh Anne
Anders Åkerlund skriver
Hej. Er lidt i tvivl her. Er det 300 g chokolade i alt. Er det 200 der smeltes og 100 som hakkes? Eller 100 til hver? Ser satme lækkert ud
Anne au Chocolat skriver
Kære Anders,
Det er de 200 g, som smeltes og så vendes de sidste 100 g i dejen i hakket form 🙂
Det er en lækker kage ja!
Kh Anne
Christine skriver
Hej Anne.
Min ovn har ikke varmluftsfunktion – hvilken temperatur og bagetid vil du anbefale, at jeg bager kagen ved, i alm. ovn? 🙂
Glæder mig til at smage kagen!
Mvh
Christine
Anne au Chocolat skriver
Kære Christine,
Det kan du tro.
Jeg ville bage ved sammen temperatur og så forlænge bagetiden med en 5-10 minutter og holde øje med kagen undervejs 🙂
Kh Anne
Johanne skriver
Hej Anne
Jeg kunne godt tænke mig at servere blondien til en barnedåb med 75 gæster. Hvor mange gange vil du gange opskriften op og tror du man kan bage den i en (smurt?) bradepande?
Mvh.
Johanne
Anne au Chocolat skriver
Hej Johanne,
Det lyder som en lækker idé!
Jeg ville gange med 2 til en bradepande men reducere bagetiden til 20 minutter så, da kagen bliver noget lavere. Jeg ville beklæde den med bagepapir, da kagen risikere at hænge fast uden. Og så naturligvis gange opskriften med 4, hvis du skal bage 2 bradepander 🙂
Kh Anne
Silje Amalie skriver
Kagen blev helt rå indeni. Skal den i køleskabet eller have længere tid i ovnen eller stå og trække eller noget?
Anne au Chocolat skriver
Kære Silje,
Den skal bages dagen før – og opbevares på køl ind til servering.
Men måske den skal bages lidt længere – bagetid kan variere fra ovn til ovn.
Kh Anne
Jessica skriver
Øv min blev også helt ubagt i midten.
ØV ØV ØV
Asta skriver
Hej Anne,
Kan man lave den uden appelsin, hvis nu man ikke er så vild med det? Eller er det en vigtig smagsgiver, der vil gøre kagen kedelig uden?
Vh Asta
Anne au Chocolat skriver
Kære Asta,
Du kan sagtens droppe appelsinen, men tilføj gerne citron eller lime i stedet. Den er også dejlig uden – men bare sjovest med lidt citrus i af en slags til at give lidt modspil til den søde hvide chokolade.
Kh Anne
Maiken skriver
Hej Anne,
Jeg skal servere kagen om søndagen til fødselsdag, men jeg har så frygteligt travlt om lørdagen. Vil den nå at blive kedelig, hvis jeg bager kagen fredag aften fremfor lørdag morgen? Og skal den opbevares på køl indtil den spises?
Anne au Chocolat skriver
Kære Maiken
Du kan sagtens bage den fredag jo 🙂
Anne au Chocolat skriver
Og ja, på køl indtil servering. God fornøjelse 🙂
Anonym skriver
Kære Anne.
Jeg overvejer at forsøge mig med denne opskrift, ønsker dog at lave dem til cupcakes – i den forbindelse tænkte jeg på om du evt. Har en frosting du tænker kunne passe til? Da jeg ikke kender kagens smag oav og tænker at du er den mest kvalificerede at soørge😊😊
Laura skriver
Hej Anne,
Ihh, hvor jeg glæder mig til at lave de her lækre blondies! Jeg er dog kommet hjem uden økologiske limes – kan man mon bruge saft i stedet for skal?
Anne au Chocolat skriver
Kære Laura,
Jeg synes, at du skal prøve 🙂
Christina skriver
Hejsa
Hvad tænker du, hvis jeg laver citronmousse og dutter på toppen og så pynter med macarons og/eller marengs? Tror du det vil være godt?
Hilsen Christina
Mathilde skriver
Faldt lige over din opskrift, og har du bagt den 2 gange idag! Men den falder helt sammen og bliver virkelig hård og kedelig at se på, sår den er kølet af.
Den smager fantastisk, men hvorfor falder den SÅ meget sammen, at den kun er nærmest 1 cm høj?? 🤔😥
Karin skriver
Lavede kagen til min datters fødselsdag i weekenden, med chokolademousse og friske blåbær som pynt.
Den smagte SÅ godt!