Æltefri boller, inspireret af brøddygtigste Cathrine Brandt, helt uden lang tid på en røremaskine. Det er altså et hit herhjemme, når man (læs: mine tre drenge) ikke altid gider høre på røremaskinen galopere afsted.
Bollerne er skønt luftige, sprøde udenpå og virkelig bløde indeni. Sesamfrøene giver bollerne en ekstra aromatisk smag uden at være overdøvende.
Vi nød dem på morgenbordet i dag!
Jeg har nemmest ved at arbejde med sådanne fugtige bolledeje ved at hælde dejen ud på køkkenbordet og hakke den ud og forme til boller med dejskraberen/dejhakkeren.
Æltefrie koldhævede boller
10 stk
500 g koldt vand
8 g gær
10 g sukker
100 g ølandshvedemel (eller fx. Manitoba)
400 g hvedemel
10 g salt
50 g finvalsede havregryn
50 g sesamfrø (eller solsikkekerner og hørfrø)
Ekstra sesam og havregryn til toppen.
Kom vand i en skål eller plastikbøtte med rigelig plads. Smuldr gær ud i vandet, tilsæt sukker og rør rundt med en ske, til det er opløst. Rør de øvrige ingredienser i til en ensartet bolledej. Dæk skålen med film eller bøtte med låg, og lad den stå på køkkenbordet i en 1 time. Stil den derefter i køleskabet natten over (min dej var på køl i 12 timer).
Hæld dejen ud på køkkenbordet, og lad den ligge der og stuetemperere, mens ovnen varmer op. Varm ovnen til 230 grader varmluft med en bageplade i. Hak dejen ud til boller med en dejskraber/dejhakker. Dyp gerne dejskraberen i lidt vand, mellem bollerne hakkes ud. Så sidder dejen ikke fast til dejskraberen. Kom bollerne over på bagepapir på en metalplade/skærebræt og drys bollerne med sesam og havregryn. Tag den varme plade ud af ovnen og træk bagepapiret med bollerne over på den varme plade. Stil straks bagepladen i ovnen igen. Smid en kop vand i bunden af ovnen (eller hæld kogende vand på en bageplade og placer den på et par riller under bagepladen med bollerne) samtidig med at bollerne kommer i ovnen. Bag i ca. 12-14 minutter. Jeg bager én plade ad gangen – to plader i alt.
PS:
De sidste par gange, jeg har bagt bollerne her, har jeg tilsat 25 g sesam og 25 g hørfrø til dejen i stedet for kun sesam. Og jeg har også drysset med blå birkes på toppen, som kan ses på billedet nedenfor. Bollerne kan også sagtens bages bare med hvedemel – og man kan fx. bage med 400 g hvedemel og 100 g rugmel også. Der er mange muligheder:)
PPS:
Note 1. januar 2021: Jeg bager dem oftest med solsikkekerner og hørfrø nu.
Annette skriver
Hej 🙂 Skal 50 gr havregryn og 50 gr sesam blandes i dejen eller er det til at drysse ovenpå….
Anne au Chocolat skriver
Kære Annette,
Det skal i dejen.
Og så skal der drysses yderligere ovenpå 🙂
Jeg er begyndte at komme 50 g havregryn, 25 g sesam og 25 g hørfrø i dejen og så også drysse blå birkes ovenpå. Kæmpe hit også 🙂
Katrine skriver
Hej Anne
Jeg synes min dej er meget våd. Skal den være det?
Mvh. Katrine
Anne au Chocolat skriver
Kære Katrine
Ja det skal den være 🙂
Isa skriver
Først… tak for mange gode opskrifter😊
Kan man evt rive gulerod i bolledejen, eller bliver det for vådt?
Maja skriver
Kan man bruge rugmel istedet for ølandshvedemel? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Maja
Ja det kan du tro! Det giver en lidt mere kompakt (og mættende) krumme 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Isa,
Ja det kan man godt! Og mange tak 🙂
Susanne skriver
Jeg har bagt disse boller et par gange syntes dog at dejen er meget våd så tør slet ikke hælde den ud på bordet men tager den over på bagepladen med 2 skeer. Et spørgsmål, hvis jeg vil lave et brød, hvordan gør jeg så? Hælder dejen over i en smurt form når den har hævet eller hvad? Hilsen Susanne
Julie skriver
Hej,
kan man lave dem på selve dagen, hvis man har glemt at sætte dejen over? hvor meget gær skal så i og hvor lang tid skal den hæve?
Anne au Chocolat skriver
Kære Julie,
Det tror jeg sagtens, men jeg har ikke selv prøvet, så du må forsøge dig frem 🙂
Venligst Anne