I morges bagte jeg chokolade scones, og efterfølgende var jeg et stort spørgsmålstegn. For hvorfor i alverden har jeg ikke bagt scones med chokolade før? De smager jo intet mindre end himmelsk!
De er sprøde udenpå og luftigt bløde indeni og med en fin smag af smør, som chokoladeklumperne faktisk ikke overdøver helt. Og så er de bogstaveligt talt lavet på nul komma fem:) Jeg er KÆMPE fan! Og det samme er Kaj… han spiste lige tre “chokoladeboller”, da han kom hjem fra vuggestue og sagde “smager godt, mor” med munden fuld af smørsmurte chokolade scones.
Nyd dem helt friskbagte med et lag smør, eller som jeg gjorde med saltkaramel – fordi jeg er en sukkergris!
Chokolade scones med saltkaramel
12 stk
Chokolade scones:
170 g hvedemel
15 g flormelis
1/2 tsk salt
1 tsk bagepulver
50 g koldt smør
1 dl kærnemælk
50 g hakket mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona (reklamelink)
Saltkaramel:
75 g sukker
1 dl piskefløde
Salt
Chokolade scones:
Tænd for ovnen på 220 grader varmluft. Kom mel, flormelis, salt og bagepulver i en skål. Tilsæt skiver af smør og smuldrer det mellem fingre, til det ligner brødkrummer. Tilsæt chokoladestykkerne og saml dejen med kærnemælk. Vend dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til ca. 2 cm tykkelse. Udstik scones med en udstikker (ca. 5 cm) eller skær dem blot ud med en kniv. Fordel på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag i ovnen i 8-10 minutter.
Saltkaramel:
Smelt sukker til en lysebrun karamel ved medium varme i en stor tykbundet gryde i et ikke alt for tykt lagt, så sukkeret karamelliseres jævnt. Opvarm imens fløden i en anden gryde. Tag den karamelliserede sukker af varmen, tilsæt den varme fløde lidt ad gangen og rør godt med et piskeris. Smag til med salt. Hæld karamellen i en skål og køl af.
Amalie skriver
Kan man fryse scones?
Tænker om konsistensen kan være lidt “ødelagt” når de bliver tøet op igen?
Hilsen en preggo, det bager til tiden med en nyfødt ???
Anne au Chocolat skriver
Kære Amalie,
Tillykke med mavsen og alt det bedste herfra, når du snart bliver mor 🙂
Jeg frøs halvdelen ned i går, da de var helt nybagt og forventer, at de er meget lækre stadig, når de tøes op!
Kh Anne
Bente skriver
Jeg har piskefløde og kærnemælk i køleskabet – så et fantastisk velsmagende “stop madspild” projekt venter. Tusind tak fordi din fantastiske inspiration. Kh Bente
Anne au Chocolat skriver
Kære Bente,
Hvor lyder det godt – jeg elsker også at bruge resterne til nye kreationer 🙂
Hurra for stop af madspild!
Kh Anne
Mikkeline skriver
Hej. Hvornår putter du chokoladen i? Er det sammen med smørret eller først når du samler med kærnemælk? Kh Mikkeline
Anne au Chocolat skriver
Kære Mikkeline,
Beklager fejlen i opskriften! Jeg har tilføjet det nu 🙂
Kh Anne