Disse luftige, dejligt bløde og let kardemommekrydrede boller er så rare og hyggelige. En perfekt tebolle og – endda – også alletiders kandidat til fødselsdagsbollen. Eller bare en dejlig eftermiddagsbolle.
Jeg havde et par æggeblommer til overs, da jeg havde brugt hviderne i nogle financiers (det kunne lige så godt have været marengs eller fragilité), og blommerne blev meget vellykket brugt til at lave disse boller.
Prøv dem ♥
Luftige teboller med kardemomme
10-12 stk
175 ml sødmælk
35 g gær
2 æggeblommer
100 g smør, blødt
30 g sukker
1/2 tsk stødt kardemomme
1 tsk salt
ca. 400-450 g mel
Æg til pensling
Varm mælk til fingervarmt i en gryde. Hæld mælken i en skål eller røremaskine. Smuldr gær i og rør rundt. Tilsæt æggeblommer, sukker og kardemomme og det bløde smør sammen med den første 1/3 dl af melet og rør rundt. Tilsæt derefter salt og resten af melet lidt efter lidt og rør rundt, til dejen er blank, blød, smidig og fugtig, uden at klistre fast til fingrene. Hvis du ikke har en røremaskine, anbefaler jeg, at du hælder dejen ud på bordet og ælter den. Dæk skålen med et rent opvredet (fugtigt) viskestykke, og lad dejen hæve et lunt sted i 1 time.
Del dejen i 10-12 stykker og tril dem til runde boller. Læg bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir og lad dem efterhæve et lunt sted i ca. 45 minutter under et rent opvredet (fugtigt)viskestykke.
Forvarm ovnen til 200 grader varmluft. Pensl de hævede boller med sammenpisket æg. Nu er de klar til bagning. Stil et lille ildfast fad med vand på en bageplade og placer den på et par riller under bagepladen med bollerne samtidig med, at bollerne kommer i ovnen. Bag bollerne i 6 minutter med damp fra det ildfaste fad. Fjern derefter bagepladen med det ildfaste fad og bag bollerne yderligere i 6-7 minutter, til de er flot gyldne.
Else Nymark skriver
Kære Anne
Jeg bagte dine lækre boller i går, og man mand og jeg blev enige om, at det var de bedste, jeg nogensinde har bagt. Jeg har bagt i mange år men aldrig så lækre boller som efter din opskrift.
Vi kunne ikke spise dem alle, så resten kom i fryseren, men kan du give mig et godt råd, hvordan jeg bedst varmer dem – frosne eller optøede?
1000 tak for, at du vil dine lækre opskrifter med os alle!
Bedste hilsner fra Else Nymark.
Anne au Chocolat skriver
Kære Else,
Hvor er det dejligt at høre 🙂
Jeg ville lune dem lidt i optøet stand.
Venligst Anne