Smeltende-på-tungen lækre chokoladetrøfler med julesmag af appelsin og syltet ingefær. Jeg er fuldstændigt forelsket i disse fløjlsbløde chokoladetrøfler og deres aromatiske, krydrede smag.
Lav gerne trøflerne dagen før servering. Når de får lov til at stå på køl natten over, suger kakaopulveret lidt af trøflens fugtighed, og man undgår den pulveragtige fornemmelse af kakao i munden. I kan også vælge i stedet at dyppe trøflerne i tempereret chokolade – mørk, hvid eller mælkechokolade vil med garanti hitte hver især. Og hvad med at vende de chokoladedyppede trøfler i finthakkede ristede hasselnødder eller usaltede pistacier? Åh det ville også være godt!
Chokoladetrøfler med appelsin og ingefær
25 stk
140 g god mørk chokolade
45 g syltet ingefær
150 ml piskefløde
Revet skal af 1/2 øko appesin
Kakaopulver til at vende trøflerne i
Hak chokoladen helt fint og kom den i en skål. Hak den syltede ingefær ultrafint og kom den i en gryde sammen med fløde og appelsinskal. Varm op til kogepunktet, og hæld straks over chokoladen. Rør derefter energisk i cirkler fra midten af skålen, indtil ganachen samler sig. Hæld ganachen i en form foret med husholdningsfilm og sørg for, at ganachen er dækket godt til. Lad ganachen sætte sig på køl i minimum 5 timer. Skær chokoladeganachen ud i firkanter og vend dem i kakaopulver. Opbevar dem på køl indtil servering.
Kristina skriver
Den skal jeg prøve. Tak for opskriften 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristina,
Selv tak 🙂
Kh Anne