Jeg håber, at I nyder påsken i familiens skød eller sammen med gode venner og har hyggelige, velsmagende stunder rundt om påskebordet med lidt søde sager også.
I dag serverer jeg fudge med ristede hasselnødder for jer her på bloggen. En simpel opskrift som tager udgangspunkt i disse karameller, jeg delte på bloggen for over 7 år siden. I denne udgave varmes karamelmassen lidt mere op, så karamellerne ændrer en anelse konsistens og forvandles til blød og fantastisk lækker fudge – eller i hvert fald noget der minder meget om. De byder også på fine vaniljekorn samt et nip af salt og har fået knasende selskab af aromatiske ristede hasselnødder. De er den perfekte treat at have i køleskabet til, når lækkersulten lige melder sig. Den gør den ofte herhjemme!
Fudge med ristede hasselnødder
ca. 30 stk
1 dåse sødet kondenseret mælk, ca. 395 g
120 g smør
30 g glukosesirup
150 g sukker
1 nip salt
Korn af 1 vaniljestang
100 g ristede hasselnødder
Smelt alle ingredienserne (på nær hasselnødder) langsomt sammen i en gryde over svag varme, indtil sukkeret er opløst, mens der røres konstant. Skru derefter op for varmen og bliv ved med at røre i ca. 15-17 min, mens karamelmassen småkoger, til den har fået en lysebrun farve. Tilsæt hasselnødderne. Hæld massen ned i en firkantet form (ca. 15 cm x 15 cm) beklædt med bagepapir og køl ned. Opbevar på køl i 3-4 timer, inden fudge stykkerne kan skæres ud.
Skriv et svar