I samarbejde med Elmelund Chocolatier Organic
Havregrynskugler med en snert af kaffe og en overraskende midte af Elmelunds fantastiske marcipan. Ahh det er kræs! Jeg har ikke set den kombination før, men en morgen fik jeg idéen og måtte prøve det af senere samme dag. Havregrynskugler er lækre, men de bliver helt uimodståelige, når de fyldes med en marcipanmidte. Og ikke hvilken som helst marcipanmidte, men Elmelunds marcipan, som er delikat, blød, cremet og fyldt med gode mandler og en fantastisk smag.
En ny konfektfavorit ♥
Kaffesmagen er dejlig diskret, men hvis man slet ikke er til kaffe, kan man bytte den ud med 2 spsk. friskpresset appelsinsaft i stedet. Så bliver den endnu mere børnevenlig.
Havregrynskuglerne kan snildt holde i 2 uger på køl.
Havregrynskugler med marcipanmidte
30 stk.
150 g Marcipan fra Elmelund Chocolatier Organic (reklamelink)
90 g finvalsede havregryn
40 g kokosmel
55 g sukker
2 spsk. god kakaopulver
2 spsk. friskbrygget kaffe
110 g smør, stuetempereret
Til at trille havregrynskuglerne i:
50 g kokosmel
Vej 30 små klumper à 5 g marcipan af og rul dem til kugler. Stil til side. Rør derefter alle ingredienser til havregrynskuglerne sammen til en ensartet masse i en skål. Vej 30 kugler à 10,5-11 g. Rul dem til kugler og tryk dem flade en ad gangen i håndfladen og kom en marcipankugle i midten og fold den flade havregrynsmasse rundt om marcipankuglen for at forsegle den i midten af havregrynskuglen. Gentag processen med de resterende 29 kugler og tril dem til sidst i kokos. Opbevar dem på køl indtil servering.
Skriv et svar