Klik her for at købe E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri     -     eBook: Gluten-free & Sugar-free - Buy here
  • Gå direkte til primær navigation
  • Skip til indhold
  • Gå direkte til primær sidebar

Anne au Chocolat

Madkærlighed en masse

  • Hjem
  • Opskrifter
  • Om mig
  • E-Bogen – Glutenfri & Sukkerfri
  • The eBook: Gluten Free & Sugar Free

Hjemmelavet Nutella à la Mette

1. november 2012 af Anne au Chocolat

I fredags forærede min dejlige veninde Mette mig et glas hjemmelavet nutella, som har forsødet mit liv på bedste vis den sidste håndfuld dage. Jeg gruer helt ved tanken om, at det snart er spist op. Heldigvis har Mette været så sød at lave et over-the-top fint gæsteindlæg her på bloggen i dag og foræret mig og jer sin opskrift. Tag godt imod Mette, hendes lækre nutella og vidunderligt smukke og ditto appetitlige billeder!

Som så mange andre Nutella-fans, så holder jeg af at smøre den bløde, nødde- og chokoagtige creme på mine morgenboller af og til. Jeg har før leget med Nutella lavet på nougat og chokoladesmørepålæg uden nødder, men da jeg både elsker chokolade og er ret vild med ristede hasselnødder, så ville jeg gerne prøve at lave en chokoladet version af hjemmelavet Nutella med tydelig smag af nødderne. En Nutella propfyldt med hasselnødder, god chokolade, øko fløde og smør. Dét må være livsnydelse og madkærlighed, som jeg – ligesom søde chokolade-Anne – prioriterer højt. Det er en Nutella, man kan nyde med god samvittighed (kvalitetsmæssigt, forstås).

Chokolade-Nutella
(2-3 glas)

200 g hasselnødder
150 g god chokolade (jeg brugte halvt mørkt og halvt lyst, men det er en smagssag)
2,5 dl piskefløde
50 g smør
1-2 nip fint salt
Evt. lidt sukker eller flormelis
Lidt nødder og chokolade til pynt

Start med at riste nødderne i ovnen ved 200 grader i ca. 5-10 minutter, til nødderne er gyldne, og skallen revner.
Hak chokoladen imens og stil det klar i en skål.
Fjern den lidt bitre skal fra nødderne – jeg puttede dem i et viskestykke og rullede, til skallen løsnede sig. Jeg var ikke så grundig, men fjernede bare de fleste skaller.
Blend nødderne til den konsistens, du foretrækker. Jeg ville gerne have mest mulig nøddesmag, så jeg blendede det helt fint, til det var nærmest halvt nøddesmør med finthakkede nødder. Hvis du gerne vil have en endnu mere chokoladet Nutella med crunch, kan du nøjes med at blende, til der både er fint- og grofthakkede nødder.
Varm fløden og hæld det over den hakkede chokolade. Rør det godt sammen, til chokoladen er smeltet. Tilsæt smør og rør det ud. Put til sidst nødderne i og smag den til med sukker, hvis du har en sød tand, samt en smule salt. Jeg valgte så også lige at smide det hele i blenderen én gang til og køre den et halvt minuts tid, for at få de sidste nødderester med, men det er ikke nødvendigt.

Hæld Nutella’en på (skoldede) glas og lad den køle af. Da jeg alligevel gerne ville have lidt crunch, puttede jeg også lidt hakkede hasselnødder og chokolade i glassene. Skal opbevares på køl og tages ud i god tid, hvis den skal smøres på brød. Det er også godt med en klat på morgengrøden 🙂 God appetit!

Skrevet i: Chokolade og små søde sager, Morgenmad Tags: chokolade, hasselnødder, hjemmelavet nutella, nødder, nutella

Previous Post: « Chokolade i blodet
Next Post: Søndagskonkurrence – vind kogebogen American Pie »

Primær Sidebar

Velkommen til mit univers, som byder på simple skønne kager, vidunderlige chokoladesager og lykkebringende lækkerier med fokus på de bedste råvarer og livsnydelse i lange baner.

I januar 2025 gik jeg over til en glutenfri livsstil, og det kommer også til at afspejle sig i fremtidige opskrifter her på siden. Alle de gamle opskrifter forbliver her selvfølgelig. Og jeg er stadig altid på jagt efter den gode smag.

Kærlig hilsen Anne au Chocolat

E-bogen Glutenfri & Sukkerfri – køb her

The E-book Gluten-free & Sugar-free

Search

Copyright © 2025 · Anne au Chocolat · Ophavsret · Sitemap