Der er kommet en ny økologisk te på det danske marked. Den hedder NUTE og forener smage fra det skandinaviske landskab med økologiske teer fra Fjernøsten. Serien består af sorte teer, grønne teer, en rød og en hvid te. Min yndlings er nok den grønne Raspberry & Thyme.
Det er ingen hemmelig, at jeg har fået et ny favorit mærke inden for te, og det står allerede mit hjerte nært, selvom teerne først lige er kommet i butikkerne. Men jeg har også været så heldig at kunne kigge lidt med fra sidelinjen til fødslen af NUTE. To af mine venner, Jonas Astrup og Stine Friese, har nemlig været med til at skabe teen. Jonas har haft en vigtig rolle i tilblivelsen af teernes fine smagskombinationer, og Stine har designet NUTE brandets visuelle identitet. De er så mega seje begge to! Her ses de til et NUTE event med tesmaging i POP UP NR 103 på Gl. Kongevej forleden. Jeg har lånt instagrambilledet fra den skønne pop-up butiks profil @popupnr103.
Jeg bidrog også til eventet med lidt chokoladesøde sager blandt andet i form af disse krydrede jule-te trøfler lavet med NUTEs Christmas Tea, som er en sort assam te med lækker og hyggelig smag af allehånde, kirsebær, muskatnød, kardemomme og nellike. Desuden pyntede jeg et par af mine chokoladeballader med en italiensk marengs twistet med Earl Grey. Det var vanvittigt lækkert, og jeg lover at give jer den opskrift snarest også.
Juletrøflerne lavede jeg med AMMA 60%, men en hvilken som helst god chokolade med en kakaoprocent i 60’erne kan bruges. Den er den slags silkebløde trøfler, som bare smelter på tungen og lægger op til, at man spiser en mere. Og også gerne en til. Det sprøde knas fra de eksotiske kakaonibs giver et fint modspil til smelte-på-tungen-trøflerne.
Jule-te trøfler
ca. 25 stk
220 ml piskefløde
2 spsk Christmas Tea fra NUTE
240 g mørk chokolade, jeg brugte AMMA 60%
30 g smør, stuetempereret
50 g AMMA kakaonibs
Hak chokoladen og smelt den (lad den ikke overstige 55 grader). Bring piskefløden i kog sammen med juleteen. Si teen fra og hæld en tredjedel af den varme fløde over chokoladen. Rør rundt med en dejskraber, til massen er fint homogen. Tilsæt den næste tredjedel fløde og rør igen til massen har samlet sig. Tilsæt resten af fløden og rør godt til, så massen samler sig og har en smuk blank overflade. Tilsæt til sidst smørret lidt ad gangen. For at ganachen får den mest optimale konsistens, stavblend den da gerne til sidst. Hæld massen i en form forret med film eller bagepapir og sørg for, at massen er dækket godt til (film eller papirskal helt ned og røre ved massens overflade). Lad ganachen sætte sig helt på køl. Helst natten over.
Blend kakaonibsene lidt finere. Skær ganachen i små firkanter, vend dem i kakaonibs og spis dem!
Mette skriver
De trøfler var vidunderlige, Anne!
Hvis jeg ikke får lavet andet julekonfekt i år, så bliver det dem, der bliver prioriterede!!
Tusind tak for et dejligt arrangement i de skønneste omgivelser hos Pop Up 103, her kan man bestemt godt finde en julegave eller to!
Hav en herlig weekend!
KH
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Hvor er du sød! Det glæder mig at høre, at du kunne lide dem!
Og jeg var SÅ glad for, at du var med til arrangementet.
Nyd din eksotiske weekend.
Kh Anne
Hans Olsen skriver
Glædelig juletid.
De ser lækre ud dine trøfler med the.
Meget er med kaffe, så hvorfor ikke med the.
De skal så absolut prøves.
Hilsner fra Hans Olsen
http://www.mariahoffbeck.blogspot.com
Anne au Chocolat skriver
Kære Hans
De er nemlig også super lækre 🙂
Kh Anne
Line Jensen skriver
Ser virkelig lækre ud – især for en te-fanatiker som mig 🙂 Men hvor mon man kan købe NUTE? Her i Kbh?