
1. søndag i advent og 1. december i dag. Julen banker stille og roligt på døren, og det fejrer jeg ved at byde jer på disse stykker marcipankonfekt med After Eight. Søde Copenhagencakes’ og min leg med After Eight lakker mod enden for denne gang, og det har resulteret i mange myntesøde lækkerier i løbet af efteråret. I kan se dem alle og finde inspiration til andre på After Eights danske facebook side
De søde konfekthjerter er super simple at lave, og smelter man nok chokolade, kan man trille alle “restkanterne” til kugler og overtrække med chokolade og hakkede pistacier, som beskrevet i opskriften. Så behøver man ikke smide noget ud. Hvad er jeres favoritkonfekt? Fortæl mig det gerne!
Marcipanhjerter med After Eight, pistacier og frysetørrede hindbær
8 hjerter og ca. 10 kugler
200 g marcipan
8 After Eight
150 g mørk chokolade, smeltet (og gerne tempereret)
40 g usaltede pistacier, hakkede
2 spsk frysetørrede hindbær
Del marcipanen lige over og rul dem ud til to rektangler mellem stykker af bagepapir. Fordel de 8 After Eight på det ene stykke marcipan og udstik et hjerte midt på hver After Eight. Udstik dernæst 8 hjerter af det andet stykke marcipan og læg dem oven på After Eight-hjerterne således, at der er marcipan både i top og bund af hvert hjerte. Rul gerne den resterende marcipan og After Eight kanter sammen og tril dem til små kugler.
Dyp hjerterne i smeltet chokolade, stil dem på et stykke bagepapir og pynt med pistacier og frysetørrede hindbær. Dyp dernæst kuglerne i chokolade, tril dem i pistacier og stil dem på bagepapir. Lad konfekten sætte sig helt, inden den spises!


