Farvefine knasendesprøde og dejligt bløde chokoladetrøfler, som med garanti vækker liv i årets julestemning. Trillet i de klassiske bismarksstokke som tilfører trøflerne julehygge, velsmag og et fantastisk udseende.
Næste fredag går jeg på barsel, og jeg ser frem til en december med babyforberedelser og julerier. Har I nogle særlige julesøde projekter for jeres december måned? 🙂
Juletrøfler med chokolade og pebermynteknas
12 stk
140 g kondenseret mælk (fra Nestlé)
35 g mørk chokolade, gerne Guanaja 70% fra Valrhona
10 g kakaopulver, gerne kakao fra Valrhona
25 g julestokke/bismarksstokke
Hæld den kondenserede mælk i en gryde. Hak chokoladen og kom den i den kondenserede mælk sammen med kakaopulver. Varm blandingen op under omrøring ved middelvarme i ca. 8-10 minutter, til bunden af gryden kan ses, når man rører i blandingen. Hæld blandingen i skål eller form foret med bagepapir og køl den ned. Lad den hvile på køl i mindst en time. Kom julestokkene i et plastikpose og brug gerne enden af din kagerulle til at knuse dem. Tril kugler af chokolademassen og vend dem i pebermynteknas. Opbevar trøflerne på køl, til de skal nydes.
Indlægget indeholder affiliatelinks.
Hvadskalvibage/Mette skriver
Er pludselig “nødsaget” til at tage hul på en af mine dåser med kondenseret mælk for dette skal da prøves. Men tror dog at jeg vælger at trille kuglerne i nødder eller kokos.
Martin skriver
Hvor ser de lækre ud 🙂 Det årlige bageprojekt, julesmåkager skal snart startes. Ofte får jeg startet lidt for sent og får ikke bagt nok. Så i år, skal der startes tidligt, både jødekager, klejner, vaniljekranse, specier og nogle 2 farvet småkager jeg ikke lige kan huske, skal der bages/koges. Kommer lige til at tænke på det faktisk kun er ved juletid at jeg bager småkager, måske det kan udvides til flere gange om året 🙂
Vicki skriver
De ser godt nok lækre ud 🙂 Hvor lang tid kan de holde sig?
Kristine skriver
Hej Anne. Jeg har prøvet at lave dem da de simpelthen bare ser for lækre ud! Men efter at chokolademassen har stået på køl i 3 timer er den stadig for “fedtet” til at trille kugler med… Har du et trick til hvordan jeg gør massen tykkere så jeg kan trille chokokugler?
J. skriver
De er meget fine og julede – men tænker, at de ikke er så vanvittig lækre at spise, idet det ikke umiddelbart er så rart at knase bolsjer samtidig med det bløde i midten (hvis du forstår)? Eller tager jeg fejl? 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Mette,
Normalt vender jeg dem også i kakaonibs eller noget andet knapt så sødt, men syntes bare at det her var dejligt julet. Og smagen fejler intet 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Martin,
Ja, småkager kan man sagtens bage året rundt, men der er nu også noget ganske særligt ved at gemme det til decembermåned 🙂
Anne au Chocolat skriver
Kære Vicki,
TAK 🙂 En uges tid på køl, vil jeg mene!
Anne au Chocolat skriver
Kære Kristine,
Jeg beklager det sene svar! Kan det være, at du ikke har tilberedt massen længe nok til, at bunden af gryden kunne ses, når du rørte rundt? Det er i hvert fald vigtigt, at massen bliver tykkere allerede i gryden!
Anne au Chocolat skriver
Kære Justine,
Det er jo en smagssag 🙂 Personligt er jeg vildt med kombinationen af knasende sprødhed og noget blødt!
Katja skriver
Jeg er blevet ret vild med disse – nu prøver jeg at lave en orange udgave. Håber den bliver mindst lige eller bare halvt så god – så er jeg tilfreds. GOD JUL
Lisbeth Wilms skriver
Jeg mener bestemt, at jeg har fulgt opskriften, det smager skønt, men det stivner slet ikke, hvad er der dog galt??
MH Lisbeth
Anne au Chocolat skriver
Kære Lisbeth,
Hmm det lyder underligt! Har du varmet massen i gryden i 8-10 minutter, som opskriften siger? Og ladet den sætte sig på køl?
Kh Anne