Forleden lavede jeg et chokoladesødt eksperiment, som bød på en helt ny smagsoplevelse.
Flere af jer er garanteret stødt på karamelliseret hvid chokolade i opskrifter og på blogs, men har I også mødt den karamelliserede mælkechokolade? Sukkeret og mælken i den hvide chokolade karamelliseres, når chokoladen bages i ovnen. Præcis det samme gør sig gældende i den lyse chokolade, som i den bagte udgave får fine letbrændte karamelnoter, en snert bittersødme og en interessant syrlighed, som ikke opleves i den oprindelige mælkechokolade. Ideen har jeg fået af Emma fra den super fine blog Poires au Chocolat. Farven ændres ikke så drastisk, som når man karamelliserer hvid chokolade (den bliver helt lysebrun), men jeg erfarede, at mælkechokolade fik et mere orange skær.
Forsøget:
Jeg puttede 150 g hakket Jivara 40% mælkechokolade i et ildfast fad og bagte det ved 120 grader i ca. 1 time, og rørte det i det ca. hver 10. minut. Chokolade grynede og klumpede lidt undervejs, som I kan se på Emmas billeder i hendes indlæg, men det skræmte mig ikke. Den sidste gang jeg rørte, blev chokoladen helt flydende igen. Den karamelliserede mælkechokolade er nemlig som almindelig chokolade flydende i varm tilstand og bliver fast, når den afkøles.
Indtil videre har jeg bare spist den i “rå tilstand” – min familie smagte den også. De var helt vilde med den karamelliserede smag. Jeg har i sinde at lave mousse, ganache og is med den snart. Det har jeg i hvert fald drømt om hele natten.
Det er ren chokoladeglæde! Og hvis I ikke allerede har læst det, så afleverede søde Maja og jeg manuskriptet til vores chokoladekogebog i går. Det har været den sødeste og sjoveste sommer i mands minde, og vi glæder os til at dele bogen med jer, når den er på hylderne i begyndelsen af det nye år 🙂
Piskeriset skriver
Det har en meget smuk farve! Det må jeg da prøve på et tidspunkt 🙂
Og det er så spændende med jeres kogebog! Den glæder jeg mig meget til at bladre i. Har I fastlagt en udgivelsesdato?
Anne au Chocolat skriver
Kære Piske,
Det skal du glæde dig til – det smager så godt! 🙂
Ja – det bliver ultimo februar. Datoen er på vej og kan forhåbentlig snart offentliggøres 🙂
kh Anne
Caroline skriver
Hej, jeg planlægger at lave denne opskrift som en lille del af en “dessert-tapas”.. Jeg skal medbringe det som en del af en menu hos nogle andre.. Derfor vil jeg høre hvordan det skal opbevares og hvor længe det kan holde sig..? Kan jeg evt. Lave det to dage i forvejen og opbevare det i køleskabet til det skal bruges?
Tak for en lækker blog! Kh Caroline
Anne au Chocolat skriver
Kære Caroline,
Du kan godt lave det to dage i forvejen 🙂
Jeg ville opbevare det det mest kølige sted i dit hjem (ikke køleskabet).
Kh Anne og god fornøjelse
Caroline skriver
Mange tak for svaret 🙂 kh Caroline